fbpx
Annonce

Er Thierry Henry den udvalgte til at afløse Valverde?

FCBARCELONA.DK - 30.12.19

© Getty Images
// Henry // Valverde

Mange navne har snart været nævnt som mulige afløsere for Ernesto Valverde, hvis han stopper efter denne sæson. Nu er der forlydender om, at Barcas ledelse har Thierry Henry øverst på listen over kandidater.

Gennem de seneste måneder har rygterne gået på, at Ernesto Valverde skulle være i gang med sin sidste sæson som Barca-træner. Det har logisk nok resulteret i mange spekulationer om, hvem der skal erstatte spanieren til sommer.

Mandag er det den catalanske avis Sport, som kan afsløre, at franske Thierry Henry angiveligt har særdeles gode kort på hånden i bestræbelserne på at blive den kommende cheftræner på Camp Nou. Den tidligere Barca-angriber skulle hos den tekniske ledelse i klubben stå blandt de øverste kandidater til at erstatte Valverde, hvis han stopper til sommer.

Thierry Henry er for nyligt blevet ansat som træner for den canadiske klub, Impact Montreal, som han har skrevet under med for de kommende to år med mulighed en forlængelse på yderligere et år. Det forventes dog ikke, at det bliver noget problem at få canadierne til at slippe franskmanden, hvis han står med et tilbud fra Barca.

Henry har en særdeles begrænset erfaring som træner, hvor han indtil videre ikke har haft den store succes. Efter lidt mere end to år som assistenttræner for Belgien blev franskmanden ansat som træner i Monaco, hvor han stoppede allerede efter lidt mere end tre måneder på grund af skuffende resultater. Den 14. november gik turen så til Impact Montreal i Canada.

I den tekniske ledelse i Barca betragter man dog angiveligt Henry som en optimal erstatning for Valverde. Den tidligere Barca-angriber kender klubben særdeles godt, kommer godt ud af det med sportschef Eric Abidal og ikke mindst med profiler som Messi, Busquets og Piqué. Derudover ønsker Henry at spille på en måde, som stemmer særdeles godt overens med filosofien på Camp Nou.

Henry er dog ikke den eneste, som er blevet betegnet som et godt bud på en afløser for Valverde. Især Ronald Koeman er blevet nævnt som en af favoritterne, mens også Marcelo Gallardo og Ten Hag har været nævnt.

.:FORSIDE:.