Osasuna - FC Barcelona 3 - 2
FCBARCELONA.DK - 11.02.2012

Osasuna1
FC Barcelona: Valdés, Alves, Piqué (Fàbregas 71'), Puyol (Cuenca 46'), Abidal, Mascherano, Thiago, Sergi Roberto, Alexis, Pedro (Tello 46'), Messi

Mål: 1-0 Lekic (5'), 2-0 Lekic (23'), 2-1 Alexis (51'), 3-1 Raul Garcia (56'), 3-2 Tello (73')

Guardiola overraskede alle ved at satse på den unge Sergi Roberto på midtbanen fra start samtidig med, at Xavi, Iniesta og Fàbregas alle startede på bænken. Thiago fik til opgave at skabe spillet fremad banen, hvor Pedro var tilbage på holdet efter en to ugers skadespause. Spillerne blev mødt af en massiv kulde da de løb på banen. Termometret viste et par frostgrader, men en strid blæst fra nord gjorde, at det føltes endnu koldere i Pamplona. Helt som ventet, stillede Barca's spillere op i deres grønne udebanedragt.

Det var tydeligt at den hårde og ujævne bane passede hjemmeholdet bedst og de tog initiativet fra start. Det skabte en farlig situation allerede i det 4. minut, hvor Valdés kom ud af målet og blokerede. Minuttet efter vat den gal igen, da Puyol kom for sent til indlæg, så bolden endte hos en helt fri Lekic, der sikkert passerede Valdés til en 1-0 føring til Osasuna. Barca's spillere virkede tydeligt frustrerede over scoringen, men det varede kun få minutter inden de kom deres første store chance. Her blev Alexis spillet helt fri og han sendte bolden i nettet, men dommeren annullerede målet for offside. Den kendelse viste tv-billederne var helt forkert, for chileneren var mindst en meter på den rigtige side pasningen blev lagt. Barca havde bolden klart mest, men de blev markeret tæt og Osasunas spillere gik hårdt til dem, så det var ikke meget man så til sædvanlige kombinationer. Spillerne havde svært ved at stå fast på den hårde bane og det skabte en del tilfældige situationer.

Alt i mens Barca's spillere kæmpede hårdt for at få styr på spillet, virkede Osasuna farlige hver gang de fik muligheden for at slå kontra. Det lykkedes for dem i det 23. minut, da Pique noget passivt så til da Lekic modtog en bold i feltet og gjorde det til 2-0. Den scoring burde være blevet annulleret, for Lekic kom tydeligt en offsideposition inden han scorede, men dommerens kendelser var ikke med Barca denne aften. Frustrationen over at være kommet yderligere bagud stod malet i ansigterne på Barca's spillere. De vidste hvor svært det ville blive at komme tilbage under de meget svære forhold i Pamplona. De havde svært ved at få spillet til at flyde og det skyldtes ikke mindst at opspillet på midtbanen ikke fungerede. Thiago forsøgte sig nogle gange, mens man ikke så meget til Sergi Roberto. Derfor var meget overladt til Messi og han forsøgte at skabe noget på egen hånd, men uden det store held. Det var derfor meget sparsomt hvad catalanerne skabte foran mål. Fem minutter før pausen kunne der dog være kommet en reducering, da Messi modtog en god bold i feltet, men hans skud blev blokeret. Dermed måtte Barca's spillere gå til pause i den uvante situation at være bagud med 2-0.

Guardiola reagerede med to udskiftninger i pausen, da Tello og Cuenca blev sendt på banen i stedet for Pedro og Puyol. En klar offensiv satsning fra Barca's træner. Det var tydeligt at Barca's spillere var beordret frem på banen og det betød, at Osasuna blev presset godt tilbage foran eget felt. I det 49. minut sendte Messi et godt skud af sted som målmanden afværgede til hjørne og bare to minutter senere kom udbyttet af den offensive satsning. Det skete da Cuenca fandt Alexis i feltet og så var der reduceret til 2-1. Dermed var Barca tilbage i opgøret og de fortsatte de gode takter, men bare fem minutter efter reduceringen fik hjemmeholdet en hjælpende hånd af Victor Valdés. Barca-målmanden foretog en dårlig clearing lige til en modstander og det satte et Osasuna-angreb i gang, hvor Barca's forsvar kom på hælene. Bolden endte hos Raul Garcia, der scorede til 3-1. Scoringen tog humøret fra Barca's spillere alt i mens Osasuna forsøgte at trække tiden hver gang de fik mulighed for det. Det var gæsterne der havde bolden mest, men de fik ikke meget ud af det overtag i en længere periode.

Midt i halvlegen valgte Guardiola at sende Fàbregas i aktion i stedet for Piqué. En kraftig offensiv satsning der samtidig betød, at forsvaret blev reduceret til tre mand med Mascherano centralt og Alves og Abidal i hver sin side. Efter bare to minutter på banen fik Fàbregas sat sit præg på kampen, da han fandt Tello med en god aflevering på tværs af feltet. Den unge angriber tog et frækt træk og kanonerede bolden i nettet til 3-2. En rigtig flot scoring. Det gav catalanerne blod på tanden, men de var også sårbare bagude. Det gav Osasunas Puñal en kæmpe mulighed i det 78. minut, da han sendte et skud på stolpen. Der kunne han have lukket kampen definitivt. Minuttet var det Tello der forsøgte sig med en god afslutning som målmanden måtte ud i fuld længde for at redde. Barca fortsatte med det massive pres og i det 81. minut lykkedes det for Alexis at få bolden i nettet. Spillerne jublede over udligningen, men ud på sidelinjen kaldte linjevogterne på dommeren fordi han mente der var offside. Det fulgte dommeren og målet blev annulleret til stor frustration for Barca's spillere. TV-billederne kunne ikke dokumentere at der var sket noget ureglementeret, så det lugtede noget af tyveri i en afgørende situation. Barca fortsatte ufortrødent deres kamp for at udligne, men man skulle hen i overtiden før det igen brændte på. Her lagde Messi en god aflevering ind til Fàbregas i feltet, hvor han fik hovedet på bolden tæt foran mål, men målmanden var på plads og afværgede. Kort efter fløjtede dommeren af og Barca led dermed sæsonens kun andet nederlag i en kamp, hvor de var alt for længe om at komme i gang.
 
sablogo
Dedikeret server hosting by ABAKOMP Chart.dk