fbpx

Celta – FC Barcelona 2 - 0

FCBARCELONA.DK - 04.05.19

// Celta

FC Barcelona: Cillessen, Umtiti, Vermaelen, Wague, Todibo (Murillo 68’), Aleñá, Puig, Arthur (Vidal 62’), Dembéle (Collado 5’), Boateng, Malcom

Bænk: Iñaki Peñá, Semedo, Lenglet, Murillo, Vidal, Collado og Coutinho.

Mål: 1-0 Gómez (68’), 2-0 Aspas (88’)

Hovedparten af Barcas profiler, blandt dem Messi, var blevet hjemme i Barcelona da holdet besøgte Celta i Vigo. Det gav en noget utraditionel startformation, hvor der var blevet plads til B-holdets Wague og Puig, mens det også blev til sjælden spilletid for Vermaelen, Todibo og Boateng.

Kampen blev indledt med en skidt nyhed for Barca, for allerede efter fire minutters spil måtte Dembélé udgå med en lårskade. I stedet blev Collado i hast sendt på banen. Trods den uvante opstilling var det Barca der sad på spillet i indledningen, mens Celta stod det meste af tiden på egen banehalvdel.

Det var dog begrænset hvad Barca fik ud af overtaget, for det var ikke meget de skabte fremad banen. Riqui Puig var den eneste der forsøgte noget på egen hånd, men uden held. Man skulle hen til det 19. minut før at opgørets første afslutning kom, da Aleñá sendte et skud et godt stykke forbi mål. Som tiden gik kom Celta bedre med og de fik tilkæmpet sig nogle hjørnespark, hvor Barcas forsvar ikke så for overbevisende ud.

Efter en halv time var hjemmeholdet tæt på med et godt skud, men her greb Cillessen ind med en god redning. Efter en periode med Celta-dominans, kom Barca tilbage i halvlegens slutfase. Det skabte holdets største mulighed efter 40 minutter, hvor Wague afsluttede, men her parerede Celtas målmand med en fodparade. Mere skete der ikke i en ret begivenhedsløs første halvleg, hvor ingen af holdene for alvor havde været tæt på.

Hjemmeholdet lagde bedst ud efter pausen og efter fem minutters spil var der dramatik, for her fik Celta bolden i nettet efter et hjørnespark. Her viste VAR dog, efter flere minutters pause, at der var en snæver offside og derfor blev målet annulleret. Kort efter var Celta farlige igen med et skud tæt over mål. Efter en svær start på halvlegen kom Barca bedre med, men fortsat uden at kunne skabe noget. De fik skabt lidt ro og efter en times spil skiftede Valverde ud for første gang, da Vidal afløste Arthur, der ikke havde spillet nogen god kamp.

Midt i halvlegen fik Celta en kæmpe chance, da Goméz kunne heade på mål i helt fri position, men han afsluttede svagt lige på Cillessen. Lige efter var der flere dårlige nyheder for Barca, for Todibo pådrog sig en lårskade og måtte udgå. Inden at Barca nåede at få Murillo på banen, udnyttede Celta det kortvarige overtal. Bolden blev spillet frem til Gómez, der glidende fik ekspederet den i nettet til 1-0. Først derefter kom Murillo ind som afløser for Todibo.

Scoringen gav for alvor Celta troen på tre point og de holdt fast i det gode momentum. De satte Barca under pres og skabte et par farlige situationer, men uden at der blev afsluttet. Med 10 minutter tilbage begyndte Celta at holde mere på bolden, for ikke at risikere for meget. Barca kom mere med, men fortsat uden at nogen tog initiativ til at skabe noget. Med fem minutter tilbage var der ny dramatik, for her dømte dommeren straffe til Celta, fordi bolden ramte Umtiti på armen. Den mulighed udnyttede Aspas til en sikker 2-0 scoring. Det afgjorde kampen og Barca evnede ikke at presse hjemmeholdet i slutfasen. Det sluttede således med en fortjent sejr til Celta efter en sort aften for Barca, hvor Dembélé og Todibo også blev skadet. 

.:FORSIDE:.