FCBARCELONA.DK - 30.03.19
FC Barcelona: Ter Stegen, Semedo (Sergi Roberto 59’), Piqué, Lenglet, Alba, Busquets, Rakitic, Arthur (Malcom 59’), Coutinho (Vidal 83’), Messi, Suárez.
Bænk: Iñaki Peña, Sergi Roberto, Umtiti, Vidal, Aleñá, Boateng og Malcom.
Mål: 1-0 Messi (70’), 2-0 Messi (89’)
Efter landskampspausen tog Barca hul på ligaen igen med lokalopgøret mod Espanyol, hvor en sejr ville sætte forfølgerne fra Atlético de Madrid under pres inden deres kamp senere lørdag aften. Træner Ernesto Valverde valgte da heller ikke at spare spillere, så det var et hold i nok stærkest mulige opstilling han indledte kampen med.
Barca sad på spillet fra start mod et Espanyol-mandskab der kom til Camp Nou med en defensiv taktik med tre mand i det centrale forsvar. Det gav et massivt overtag til hjemmeholdet, men det var ikke meget plads de fik at arbejde på. I det 8. minut fik Messi en stor mulighed hvor Diego López afværgede til hjørne, men var bolden gået mål, var scoringen nok blevet annulleret for offside.
Barca havde bolden næsten hele tiden og der blev spillet godt rundt i søgen efter huller i gæsternes forsvarsmur. Det lykkedes i det 18. minut, men Coutinho kom lige akkurat for sent til indlægget fra Semedo. Kort efter lykkedes det Espanyol at få et hjørnespark, som Barca udnyttede til en hurtig kontra. Her endte bolden hos Rakitic, men han måtte se sit skud stryge tæt forbi mål.
Espanyol var meget sjældne gæster på Barcas banehalvdel og når det lykkedes for dem, blev bolden hurtigt pillet fra dem, så det var en noget ensidig affære man så på Camp Nou.
Midt i halvlegen afsluttede Barca igen, men skuddet fra Suárez gik forbi mål. Barca fortsatte med at presse Espanyol tilbage, men fortsat uden at komme til de helt åbne chancer. I det 42. minut var det dog tæt på en scoring, da Messi lagde et frispark ind i feltet. Her ramte bolden en Espanyol-spiller på vejen, men Diego López afværgede med en flot redning. Mere skete der ikke i en første halvleg som Barca havde siddet totalt på, men hvor de ikke var lykkedes med at gennembryde gæsternes defensiv.
Billedet var det samme fra anden halvlegs start, med Barca på bolden og Espanyol foran eget felt med alle mand. Det betød fortsatte problemer med at komme til afslutninger og i stedet afsluttede Espanyol for første gang i kampen i det 54. minut, men her var Ter Stegen på plads. Kort efter ville Valverde prøve noget nyt, da Malcom og Sergi Roberto afløste Arthur og Semedo. Det gav mere fart i Barcas spil og i det 63. minut havde Malcom et godt forsøg som Diego López afværgede til hjørne.
Barca begyndte at nærme sig og Espanyols forsvar begyndte at knirke. Rakitic havde et godt forsøg midt i halvlegen, men her gik bolden tæt forbi mål. Barca fortsatte bestræbelserne på at komme frem til den forløsende scoring og den kom efter 70 minutter. Det var på et frispark udenfor feltet som Messi tog sig af og inde på stregen var Victor Sánchez uheldig at dreje bolden i eget net. 1-0 og lettelsen kunne mærkes på Camp Nou. Scoringen fik Espanyol længere frem på banen og de lykkedes i perioder at få etableret spillet foran Barcas felt. Det skabte en farlig situation 10 minutter før tid, hvor Lenglet kom ned med en vigtig blokering foran eget mål. Lige efter kom Vidal på banen i stedet for Coutinho.
Barca holdt godt på bolden i slutfasen, hvor Espanyol var tvunget til at satse. Det gav bedre plads og det udnyttede Barca til en omstilling i det 89. minut. Her lagde Malcom bolden godt ind i feltet til Messi, der takkede ved at score sit andet mål i kampen. Espanyol evnede ikke at komme tilbage og skabe tvivl om udfaldet og det endte derved med en fortjent 2-0 sejr til Barca, men efter en kamp hvor de havde haft svært ved at komme igennem gæsternes defensiv.