© Getty Images
// Daegu FC
FC Barcelona:
Første halvleg: Joan Garcia, Kounde, Araujo, Gerard Martin, Balde, De Jong, Gavi, Dro, Lamine, Raphinha, Lewandowski
Anden halvleg: Szczesny (Kochen 75’), Eric, Cubarsí (Fort 86’), Christensen, Jofre Torrents, Casadó, Pedri, Roony, Olmo, Toni Fernández, Rashford
Mål: 0-1 Gavi (21’), 0-2 Lewandowski (27’), 0-3 Gavi (45’), 0-4 Toni Fernández (54’), 0-5 Rashford (65’)
Barca spillede sin tredje og sidste testkamp på træningsturen i Asien, da de mødte Daegu FC i det sydlige Sydkorea, hvor det var en regnfuld aften og en mere overkommelig temperatur end ved de to første kampe i Asien.
Artiklen fortsætter under annoncen
Daegu lagde energisk ud og var fint med i de første minutter og det var først i det 6. minut at Barca viste tænder for første gang. Lewandowski blev spillet fri i dybden og afsluttede fra en spids vinkel, men bolden blev headet væk inde på målstregen. Kort efter var Yamal tæt på efter par gode driblinger i feltet, men han løftede bolden tæt over mål. Som ventet satte Barca sig solidt på kampen og når Daegu vovede sig frem på banen, blev de fanget i offside af den høje catalanske forsvarslinje. Der var flere gange optræk til noget farligt foran hjemmeholdets mål og i det 19. minut sendte Raphinha et godt skud tæt forbi mål.
Minuttet efter kunne Daegu være kommet foran, da Joan García gik totalt galt af et fladt indlæg, så Reis havde et tomt mål foran sig, men han brændte fælt med et skud over mål. Det må have være årets afbrænder i Daegu. På det efterfølgende angreb var det i stedet Barca der kom foran, da Yamal fandt Gavi på kanten af feltet og han sendte bolden i nettet til 0-1. To minutter efter var Barca uhyre tæt på igen, da Yamal spillede Raphinha fri i feltet, men hans afslutning sneg sig forbi mål. Der gik kun få minutter, inden det lykkedes for Barca at øge føringen. Gerard Martín lagde en præcis pasning ind til Lewandowski, der let kunne støde bolden i nettet til 0-2.
I det 36. minut var en veloplagt Yamal på spil igen med et par gode driblinger på kanten af feltet, hvorefter han afsluttede, men målmanden leverede en fin redning. Kort efter kunne Dro være kommet på tavlen, da Balde fandt ham foran mål, men han ramte bolden skidt, så den gik over mål. Barca dominerede totalt og slutfasen af halvlegen mindede mest om de velkendte rondos ved træningen, for Daegu rørte ikke bolden meget. Det gav udbytte i dommerens tillægstid, hvor Koundé tippede bolden ind i feltet til en fremstormende Gavi, der køligt løftede den i nettet til 0-3. Det blev slutningen for en god første halvleg af Barca.
Endnu en gang valgte Hansi Flick at skifte hele holdet ud i pausen. Overraskende nok blev Ferran Torres siddende på bænken, hvilket måtte skyldes nogle skavanker.
Den nye Barca-formation satte sig hurtigt på spillet med målsøgende spil. Det var dog først i det 52. minut at de fik afsluttet, da Jofre trak ind i feltet og sendte et skud afsted, hvor målmanden afværgede med en fodparade. Blot to minutter efter blev det 0-4, da Olmo spillede bande med Rashford og derefter fandt Toni Fernández i feltet, der i helt fri position sendte bolden i nettet. Regnen begyndte at styrte ned over Daegu Stadium, men det forhindrede ikke Barca i at skabe en stor mulighed til Olmo efter en times spil, hvor målmanden leverede en god redning.
Barca dominerede totalt og det varede ikke længe inden at næste scoring kom. Det skete i det 65. minut, da Roony Bardghji sendte en præcis bold ind til Rashford i feltet og han gjorde det sikkert til 0-5 på sin første scoring som blaugrana. Daegu virkede slet ikke som nogen trussel og Barca gjorde nærmest hvad de havde lyst til uden at anstrenge sig. Det blev til afslutninger af Roony og Rashford, som dog ikke for alvor var tæt på. Det var det til gengæld med et kvarter tilbage, da Roony trak på tværs af feltet og afsluttede, men han måtte se målmanden redde i fuld længde. Lige efter blev Szczesny i målet afløst af den unge Diego Kochen.
I det 78. minut var Barca tæt på igen, da Olmo kom fri i feltet, men også her stod målmanden i vejen. Det begyndte at udvikle sig til et skydetelt, men den catalanske præcision manglede, specielt i det 84. minut, da Roony for selvisk afsluttede selv, i stedet for at spille videre til en totalt fri Olmo, der tydeligt ærgrede sig. Lige efter satte Cubarsí sig ned på banen med hvad der kunne ligne en skade i venstre lægmuskel. Han blev afløst af Hector Fort. Netop som uret rundede 90 minutter tog Roony på en god dribletur og spillede derefter Olmo helt fri, men Daegus målmand leverede en ny flot redning. Mere skete der ikke inden dommeren fløjtede af og Barca fik en fortjent sejr efter en god gang træning og uden på noget tidspunkt at være udfordret.