fbpx

Referat: FC Barcelona – Athletic Club Bilbao 4 - 0

FCBARCELONA.DK - 22.11.25

© Getty Images
// Athletic Bilbao

FC Barcelona: Joan García, Koundé, Eric García (Bernal 74’), Cubarsí, Gerard Martín, Balde (Araujo 46’), Olmo (Raphinha 81’), Fermín (Casadó 64’), Torres, Yamal, Lewandowski (Dro 64’)

Bænk: Szczesny, Kochen, Araujo, Christensen, Casadó, Bernal, Dro, Raphinha og Roony

Mål: 1-0 Lewandowski (4’), 2-0 Torres (45’), 3-0 Fermín (48’), 4-0 Torres (90')

Barca vendte tilbage til Spotify Camp Nou for første gang i to et halvt år, da de tog imod Athletic Club Bilbao i ligaens 13. runde. Her var både Joan García og Raphinha tilbage fra skader, mens De Jong sad ude med karantæne. Nogen overraskende tog Gerard Martín plads i det centrale forsvar.

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca kom blæsende ud af startblokken og lagde straks et tungt pres på Athletic Club. Allerede efter fire minutter gav energien gevinst, da Eric García vandt bolden højt i banen, hvorefter Lewandowski trak sig fri og sendte et fladt og iskoldt afslutning i nettet. En drømmestart for Barca på deres tilbagevenden til Spotify Camp Nou. Efter føringsmålet kom gæsterne langsomt bedre med i opgøret. I det 12. minut meldte Nico Williams sig for første gang, da han trykkede af fra distancen uden for rammen. Barca havde sat tempoet lidt ned, og kampen blev som følge heraf mere jævnbyrdig.

Midtvejs i første halvleg var Barca tæt på at udbygge føringen. Torres løftede en perfekt bold ind bag Bilbaos forsvar, hvor Fermín pludselig stod helt alene, men Unai Simón diskede op med en klasseparade med foden. Returen havnede hos Olmo, der sendte bolden snært forbi stolpen. Kort efter fandt Ferran Torres selv vejen til netmaskerne, men offsideflaget stoppede jubelen.

Bilbao insisterede dog på at være med i kampen og pressede højt, men Barca løste det fornuftigt og holdt kontrollen – selv om gæsterne fik et par hjørnespark ud af det. I det 35. minut kunne baskerne dog sagtens have udlignet, da Unai Gómez kom helt fri tæt under mål, men Joan García stod perfekt og kom i vejen. Kort efter fulgte endnu en farlig omstilling, der endte med et skud lige over. Barca havde en svær periode i minutterne inden pausen, og i det 41. minut ramte Nico Williams sidenettet efter en stor chance. Men i tillægstiden slog hjemmeholdet til på en omstilling. Lamine Yamal fandt Ferran Torres med en smuk ydersideaflevering, og Torres fik – om end lidt heldigt – sendt bolden under Unai Simón til 2-0. En blandet første halvleg af Barca, men en fuldt fortjent pauseføring.

I pausen satte Hansi Flick Araujo ind i stedet for Balde, og der skulle blot gå tre minutter af anden halvleg, før Barca igen fik nettet til at blafre. Endnu en gang var Eric Garcías aggressive genpres nøglen, da han erobrede bolden og fandt Fermín López, der køligt bankede den i mål til 3-0. Kort efter tændte Sancet for dramatikken med en grim tackling på Fermín. VAR greb ind, og Bilbao-profilen blev vist direkte ud. Med en mand i overtal satte Barca sig tungt på kampen og producerede efter en times spil en fin mulighed til Olmo, men afslutningen blev blokeret til hjørne.

Trods undertallet var Bilbao tæt på i det 63. minut på et hjørnespark, hvor Vivian headede lige over. Herefter blev Fermín og Lewandowski afløst af Casadó og Dro, mens Barca fortsatte jagten på flere mål gennem hurtige kombinationer og offensivt spil. Det afgørende sidste touch manglede dog i flere situationer. I det 74. minut kom Marc Bernal på banen i stedet for Eric García, der høstede klapsalver efter en stærk præstation. Ti minutter før tid var der dog slinger i valsen defensivt, da Vivian fik lov at stige til vejrs på en dødbold, men Joan García leverede en fremragende refleksredning i fuld længde.

Kort efter blev Raphinha modtaget med store klapsalver ved sin tilbagevenden, da han erstattede Dani Olmo, og brasilianeren markerede sig straks med et godt forsøg tæt forbi mål. Yamal var kort efter tæt på, men Unai Simón kom i vejen og parerede til hjørne.

Kampen begyndte at gå ned i tempo i takt med, at begge hold tydeligvis havde fokus på midtugens Champions League-opgaver. Men Yamal ville det anderledes. I det 89. minut tog han en fantastisk slalomtur gennem midten og sendte derefter Torres afsted i dybden, og denne gang var afslutningen klokkeklar til 4-0. Linjevogteren løftede godt nok flaget, men VAR underkendte kendelsen – en sublim assist af Lamine Yamal.

Kort efter lød slutfløjtet, og Barca kunne fejre en sikker og helt fortjent 4-0-sejr i en perfekt hjemkomst til Spotify Camp Nou foran 45.000 tilskuere.

.:FORSIDE:.