fbpx

Referat: FC Barcelona – Bayern München 4 - 1

FCBARCELONA.DK - 23.10.24

© Imago
// Bayern München

FC Barcelona: Peña, Koundé, Cubarsí, Martínez, Balde, Casadó, Fermín (De Jong 61’), Pedri (Gavi 85’), Raphinha (Olmo 75’), Yamal (Victor 85’), Lewandowski (Fati 85’)

Bænk: Szczesny, Kochen, Fort, Domínguez, Gerard Martín, Pablo Torre, Olmo, Gavi, De Jong, Ansu Fati, Pau Víctor

Mål: 1-0 Raphinha (1’), 1-1 Kane (18’), 2-1 Lewandowski (36’), 3-1 Raphinha (45’), 4-1 Raphinha (56’)

Der var tale om en ren topkamp i Champions League, da Bayern München lagde vejen fordi Barcelona i tredje runde af Champions League. Her havde begge hold brug for en sejr, for at holde sig med fremme i tabellen.

Artiklen fortsætter under annoncen


Kampen fik en perfekt start for Barca, for i allerførste minut blev Raphinha spillet fri af Fermín til en friløber. Brasilianeren afdriblede køligt Neuer i målet og gjorde det til 1-0. Bayern svarede igen ved at sætte Barca under pres og det gav en stor mulighed til Harry Kane i det 9. minut, hvor Peña kom godt ud af målet og afværgede To minutter senere troede tyskerne de havde udlignet, da Kane headede bolden i nettet, men VAR annullerede målet for offside. Barca havde svært ved at holde på bolden og alt foregik på Bayerns præmisser, for de var farlige hver gang de nærmede sig Barcas felt.

Efter 18 minutter gik den ikke længere for Barca. Et indlæg blev sendt ind foran mål, hvor Kane viste skarphed med en 1-1 udligning, der længe havde hængt i luften. Bayern slap foden lidt fra speederen og det bragte Barca mere med, men opspillet fungerede slet ikke. Catalanerne blev presset overalt på banen og det betød mange boldtab. Først i det 26. minut fik Barca afsluttet igen, da Lewandowski sendte et skud tæt forbi mål. Lige efter lavede Neuer en kæmpe fejl, hvor Yamal fik blokeret bolden tæt foran mål, men den trillede forbi. Barcas høje genpres begyndte at virke og kampen blev mere jævnbyrdig.

Gassen var gået af den tyske offensiv, men i det 35. minut skabte de en farlig mulighed, hvor Martinez fik sparket væk tæt foran eget mål. I det 36. minut blev der jublet vildt på Estadi Olímpic, da Fermín energisk fik løftet bolden over Neuer og ind til Lewandowski, der skubbede den i det tomme mål til 2-1 til Barca. Igen var svaret fra Bayern et massivt pres, hvor Barca havde svært ved at holde på bolden. Da man gik ind i tillægstiden modtog Raphinha en lang høj bold i venstre side, hvor han tog et par gode træk og sendte bolden mellem benene på en modstander og i nettet, tæt op af stolpen. Fantastisk scoring til 3-1. Det blev slutningen på en vildt intens første halvleg, hvor Barca havde været i store problemer i lange perioder.

I de 49. minut lavede Neuer en ny fejl, der skabte en mulighed til Lewandowski, men hans skud blev blokeret. Lige efter var det tyskerne der var tæt på, da en tilfældig bold røg ned til Palhinha til en stor chance, men han afsluttede svagt forbi mål. Intensiteten fortsatte med et Bayern-mandskab der kæmpede for at komme tilbage i opgøret. I det 56. minut fik Bayern frispark ved Barcas felt, men det satte gang i en omstilling, hvor Yamal sendte Raphinha mål mod. Han brugte fysikken godt og sendte bolden i nettet til 4-1, og dermed hattrick. Bayerns træner Kompany var rådvild og foretog en firdobbelt udskiftning. Lige efter skiftede Barca ud, da De Jong afløste Fermin, der havde spillet en fantastisk kamp med to oplæg.

Der blev sunget på Estadi  Olímpic, men trods 4-1 føringen vidste alle at kampen ikke var afgjort. Det så man i det 65. minut, da Bayerns Coman fik en god skudmulighed, men han sendte bolden langt forbi. Barca spillede dog med stort overskud, hvor bolden blev kørt rundt, mens olé-råbende rungede over stadion. Bayern havde svært ved at få det til at fungere, men de gav ikke op og gik efter en scoring der kunne åbne kampen. Et kvarter før tid rejste alle sig op på Estadi Olímpic og klappede, da Raphinha forlod banen efter hans nok bedste kamp i Barca-trøjen. I stedet kom Olmo på banen.

Gejsten begyndte at gå af Bayerns spillere og ude på bænken udstrålede Kompany opgivenhed. De stod dog stadig højt på banen og det skabte plads til Barca. Det udmøntede sig i en stor mulighed i det 83. minut, hvor Lewandowski lige akkurat kom for sent på et indlæg fra Yamal. Med fem minutter tilbage foretog Flick en tredobbelt udskiftning, da Gavi, Pau Victor og Fati afløste Yamal, Lewandowski og Pedri. Kampen havde for længst mistet sin intensitet og det virkede lidt halvhjertet hvad begge mandskaber foretog sig. Der skete ikke det store i kampens sidste minutter og Barca-spillerne kunne derfor juble ved slutfløjtet efter en fantastisk aften, hvor de havde hentet en vigtig sejr over en rigtig god modstander.

.:FORSIDE:.