fbpx

Referat: FC Barcelona – Benfica 3 - 1

FCBARCELONA.DK - 11.03.25

© Getty Images
// Benfica

FC Barcelona: Szczesny, Koundé, Araujo, Martínez (García 88’), Balde, De Jong (Casadó 81’), Pedri, Olmo (Gavi 69’), Raphinha, Yamal (Fermín 81’), Lewandowski (Torres 69’)

Bænk: Iñaki Peña, Kochen, Fort, Eric García, Gerard Martín, Fermín, Pablo Torre, Casadó, Gavi, Ansu Fati, Pau Víctor og Ferran Torres

Mål: 1-0 Raphinha (11’), 1-1 Otamendi (13’), 2-1 Yamal (27’), 3-1 Raphinha (43’)

Barca tog imod Benfica i returkampen i Champions Leagues ottendedelsfinale, hvor catalanerne havde skabt sig et godt udgangspunkt med en 0-1 sejr i Lissabon i sidste uge.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Barca lagde usikkert ud med en masse boldtab, men det var catalanerne der skabte kampens første mulighed, da Yamal i det 6. minut sendte et skud i favnen på målmanden. Få minutter efter fik Barca sat et godt angreb op, hvor Lewandowski fik en god mulighed, men han afsluttede svagt lige på målmanden. I det 11. minut eksploderede Estadi Olímpic i jubel, da Yamal tørrede to spillere og trak ind i feltet, hvorefter han spillede Raphinha totalt fri og brasilianeren svigtede ikke. 1-0 til Barca. Den catalanske glæde varede kun to minutter, da en helt fri Otamendi headede bolden i nettet på et hjørnespark, hvor Barcas markeringer svigtede.

Spillet bølgede frem og tilbage, men det var Barca der virkede farligst i deres angreb, der var tæt på at udmønte sig i chancer, men de sidste marginaler manglede.  Først midt i halvlegen kom kampens næste afslutning, da Yamal forsøgte sig fra distancen med et fladt skud, hvor bolden gik forbi mål. Det gjorde den ikke fem minutter senere, da Yamal modtog bolden i feltets højre side og trak ind i banen, hvorefter han drejede bolden i nettet. Fantastisk scoring af Yamal til 2-1. Det kogte på Estadi Olímpic i glæde over hvad spillerne leverede nede på banen på den vigtige aften.

Barca begyndte at dominere klart, men Benfica var stadig med og i det 38. minut sendte portugiserne et skud på overliggeren, hvor der dog var offside, men en advarsel til hjemmeholdet. I det 41. minut begik Benficas forsvar en kæmpe fejl der bragte Lewandowski totalt fri, men igen var han uskarp med et skud lige på målmanden. Her burde der være blevet scoret. Det blev der til gengæld to minutter senere, da Balde energisk fik sendt bolden videre til en helt fri Raphinha, der sikkert gjorde det til 3-1. Dommeren dømte først offside, men det ændrede VAR korrekt. Det blev afslutningen på en fantastisk første halvleg af Barca.

Barca lagde ud efter pausen med at skabe en farlig mulighed på en dødbold, hvor Araujo sendte bolden i sidenettet. Lige efter lykkedes det for Benfica at score på en omstilling, men målet blev annulleret for en klar offside. Benfica gik højt på banen for at presse Barca, der trods lidt sløseri i pasningerne havde godt styr på begivenhederne. De slap dog foden lidt fra speederen i offensiven, nok for at holde Benfica fra at skabe noget. Der var optræk til et par farlige situationer, men uden at Barca fik afsluttet.

Barca havde godt greb om kampen og i det 65. minut skabte de et godt angreb, hvor Koundé fandt De Jong i feltet til en stor chance, men hollænderen sendte bolden tæt forbi. Her burde kampen være blevet definitivt lukket. Minuttet efter afsluttede Benfica for første gang efter pausen, men skuddet fra Pavlidis sad i favnen på Szczesny. Først efter 69 minutter skiftede Barca ud, da Olmo og Lewandowski blev afløst af Gavi og Torres. Netop Torres stod for Barcas næste afslutning, da han et kvarter før tid sendte et direkte frispark over mål. Minutterne tikkede afsted uden tegn på, at Benfica var i stand til at skabe spænding om udfaldet. De fik dog skabt en mulighed i det 78. minut, hvor Martínez fik blokeret skuddet.

Med 10 minutter tilbage kom Casadó og Fermín López på banen i stedet for De Jong og Yamal. Benfica gav ikke op og de fik sig nogle hjørnespark i slutminutterne, som der dog ikke kom noget ud af. I det 86.minut var det dog tæt på en reducering på et hovedstød, men Koundé og Szczesny fik i fællesskab fik afværget på selve målstregen. Lige efter blev Martínez afløst af Eric García. Barca fastholdt kontrollen kampen ud og spillerne kunne løfte armene i jubel, da dommeren fløjtede kampen af. Dermed er de klar til Champions Leagues kvartfinale efter en overbevisende indsats. 

.:FORSIDE:.