© Getty Images
// Gamper // Como 1907
FC Barcelona: Joan García, Araujo (Christensen 76’), Cubarsí, Eric García (Koundé 46’), Balde (Gerard Martín 76’), De Jong (Casadó 68’), Fermín (Dro 76’), Pedri (Gavi 68’), Raphinha (Roony 76’), Yamal (Toni Fernández 76’), Rashford (Torres 46’)
Mål: 1-0 Fermín López (21’), 2-0 Fermín López (35’), 3-0 Raphinha (37’), 4-0 Yamal (42’), 5-0 Yamal (49’)
Barca spillede det traditionsrige Trofeu Joan Gamper, hvor italienske Como 1907 var inviteret som modstander. Det var sidste testkamp for holdet inden at La Liga skydes i gang.
Artiklen fortsætter under annoncen
Como lagde ud uden komplekser med offensivt spil og det betød højt tempo og intensitet fra begge sider i kampens indledning. Begge hold fik skabt et par farlige situationer, men uden at det kom til afslutninger. Barcas genpres var effektivt og det betød et overtag i boldbesiddelse, men Como spillede stadig godt med og virkede farlige når de angreb. Man skulle hen til kampens 20. minut inden at kampens første afslutning kom. Yamal modtog bolden i højre side, hvor han tog et træk ind i banen og sendte et fladt skud af sted, hvor bolden sneg sig forbi mål.
Minuttet efter gav Barcas høje genpres udbytte, da Fermín opsnappede bolden på kanten af feltet og fra distancen sendte den i nettet til 1-0. Barca begyndte at sidde solidt på opgøret, mens Como efterhånden var sjældne gæster foran det catalanske mål. Hjemmeholdets overtag gav udbytte i det 35. minut, hvor Como var presset tilbage i eget felt og De Jong spillede tilbage til Fermín. Han placerede bolden køligt i fjerneste målhjørne til en flot 2-0 scoring. Bare to minutter senere lå bolden igen bag Comos målmand. Fermín spillede Rashford fri i dybden og han sendte straks bolden ind foran mål, hvor Raphinha gjorde det til 3-0.
Fem minutter senere blev det 4-0, da Raphinha stjal bolden fra en modstander i Comos felt og spillede ind til Yamal foran et tomt mål, hvor han ikke kunne undgå at score. Comos spillere appellerede for frispark af Raphinha og det havde de nok ret i, men dommeren mente noget andet og derfor talte målet. I dommerens overtid burde Barca have scoret igen, da Yamal spillede Rashford fri til en åben mulighed. Englænderen tog et godt træk, men da han skulle sende bolden i det tomme mål, gik den forbi. Kæmpe afbrænder der afsluttede en flot første halvleg af Barca.
Flick foretog en dobbelt udskiftning i pausen, da Ferran Torres og Jules Koundé afløste Rashford og Eric García. Netop Torres var i oplæggerens rolle til 5-0 målet i det 49. minut, da han hurtigt spillede Yamal fri efter et godt angreb og den unge angriber sendte bolden i nettet. Minuttet efter burde Barca havde scoret igen, da Yamal spillede Torres totalt fri, men han brændte stort ved at sende bolden forbi mål. Como ville også være lidt med og i det 54. minut kom de til en åben chance, men Joan García leverede en fin redning. Få minutter efter havde italienerne et skud tæt forbi mål.
Gassen gik lidt af Barcas spil og det udnyttede Como til at komme mere med i opgøret. De fik rykket spillet længere frem på banen, men uden at komme frem til noget. Midt i halvlegen skiftede Flick ud igen, da Casadó og Gavi afløste De Jong og Pedri. Kort efter blev Barca-ikonet Sergi Roberto klappet fra banen, da han blev skiftet ud hos gæsterne. I det 72. minut var Barca farlige igen, da Yamal blev sendt alene mod mål, men i stedet for at afslutte selv, spillede han videre til Torres, der ikke kunne nå frem til bolden. Med et kvarter tilbage blev der skiftet ud igen, da hele fem spillere kom på banen, blandt dem Andreas Christensen og Roony Bardghji.
De mange ændringer så ud til at påvirke Barcas spil, for det lykkedes ikke at skabe farlige situationer foran det italienske mål. Bolden blev spillet fint rundt, men når de nærmere sig feltet, løb tingene ud i sandet. I det 88. minut kunne der være kommet et trøstmål til Como, da Diao blev spillet helt fri på en friløber, men han brændte ved at sende bolden over mål. Mere skete der ikke og Barca kunne glæde sig over en sikker sejr efter en overbevisende indsats i Trofeu Joan Gamper, specielt i første halvleg.