fbpx
Annonce

Referat: FC Barcelona – Mallorca 3 - 0

FCBARCELONA.DK - 28.05.23

© Getty Images
// Mallorca

FC Barcelona: Ter Stegen, Balde (Sergi Roberto 16’), Koundé, Christensen, Alba (Alonso 81’), Busquets (Garcia 85’), De Jong, Gavi, Dembélé (Torres 84’), Fati (Raphinha 79’), Lewandowski

Bænk: Peña, Tenas. Garcia, Alonso, Sergi Roberto, Kessie, Torre, Raphinha og Torres


Mål: 1-0 Fati (2’), 2-0 Fati (24’), 3-0 Gavi (70’)

Barca tog imod Mallorca i den sidste kamp på Camp Nou inden en ombygning lukker den catalanske hjemmebane i halvandet år. Kampen var samtidig den sidste for både Busquets og Alba på egen bane og de var begge med fra start.

Kampen fik en perfekt start for Barca, for allerede i det andet minut kom de foran. Efter nogle gode kombinationer spillede Lewandowski Gavi fri dybden og han spillede uselvisk på tværs til Ansu Fati, der let kunne gøre det til 1-0. Barca sad totalt på spillet og i det 8. minut var det Gavi der fik afsluttet, men her sad bolden i hænderne på keeperen. Barca var konstant farlige i deres spil, men i det 14. minut var der skidt nyt til hjemmeholdet, da Balde blev udsat for en ren svinestreg med en tackling højt på skinnebenet. Han kunne ikke fortsætte og blev båret fra banen, mens Mallorcas Nidiaye fik rødt kort.

Artiklen fortsætter under annoncen


Sergi Roberto kom på banen og Barcas overtag blev kun endnu mere massivt. Mallorca forsvarede sig med alle mand og tilskuerne på Spotify Camp Nou sad kun og ventede på den næste scoring. Der var hele tiden optræk til noget farligt og midt i halvlegen kom målet til 2-0. De Jong fandt Lewandowski i feltet og han vinklede bolden videre til Fati, der effektivt sendte bolden i nettet. Få minutter senere var det Lewandowski der forsøgte sig, men han måtte se målmanden afværge. Barcas overtag var totalt, for statistikken viste, at de havde haft bolden i 80% af tiden og Mallorca var ingen trussel mod Ter Stegens mål.

Barca virkede komfortable på banen, men de begyndte at overdrive deres kombinationer, så meget løb ud i sandet. Dembélé viste flere takter på sine tekniske færdigheder, men bolden blev som oftest smidt væk. Tilskuerne hyggede sig i den historiske kamp, for det var tydeligt at Barca var på vej mod en sikker sejr. Da man nåede frem til halvlegens sidste minut var det uhyre tæt på et hattrick af Fati, da han sendte et godt skud af sted, men målmanden hev en klasseredning frem. Det blev dermed ved 2-0 ved pausen efter 45 minutter som Barca havde domineret totalt.

Anden halvleg blev indledt med et godt forsøg af Koundé efter et hjørnespark, men bolden tog oversiden af overliggeren. Barca fortsatte med at dominere og i det 53. minut var de uhyre tæt på igen, da Lewandowski fandt Dembélé foran mål, men franskmanden måtte se en Mallorca-spiller sparke bolden væk på selve målstregen. Kort efter fik Lewandowski en god mulighed med hovedet, men bolden blev sendt forbi mål. Endnu tættere på var det et minut efter, da Sergi Roberto blev spillet fri feltet, men heller ikke han ramte målet. To afbrændere der burde have givet udbytte.

Midt i halvlegen fik Barca et frispark udenfor feltet og det tog Lewandowski sig af. Bolden strøg over muren og prellede af på træværket ved sammenføjningen. Det var en meget ensidig forestilling på Camp Nou, for Barca sad fortsat på det hele. Det gav udbytte i det 70. minut, da Dembélé fandt Gavi foran feltet og han sendte uimodståeligt bolden i nettet med et hårdt skud. 3-0 til hjemmeholdet og så var kampen definitivt lukket. Kort efter blev Fati sat flot op af De Jong til en helt åben chance, men han afsluttede svagt på målmanden. I det 78. minut blev tilskuerne forkælet med en flot aktion af Lewandowski med et akrobatisk saksespark, men bolden sneg sig over mål. Lige efter blev Fati afløst af Raphinha.

Samtidig var det slut for Jordi Alba, der grædende forlod Camp Nou for sidste gang og tilskuerne rejste sig og hyldede klubikonet. Alonso kom på banen i stedet. Et par minutter senere rejste Camp Nou sig igen, da Busquets blev skiftet ud og sagde farvel. García kom ind i stedet og samtidig blev Dembélé afløst af Torres. Dermed takkede et par store profiler af. Gassen var gået lidt af kampen, for alle ventede kun på slutfløjtet, så afskedsfesten med Camp Nou, Busquets og Alba kunne fortsætte. Der kom ikke flere afslutninger i opgøret og Barca fik derved en sikker sejr på 3-0 efter en kamp, som de havde siddet på fra start til slut.

.:FORSIDE:.