fbpx

Referat: FC Barcelona – Real Madrid 2 - 0

Søren Wennerwald - 10.05.26

© Getty Images
// Real Madrid

FC Barcelona: Joan García, Eric García, Cubarsí, Gerard Martín, Cancelo, Gavi (Bernal 78’), Pedri, Olmo (De Jong 64’), Fermín (Balde 86’), Rashford (Raphinha 64’), Torres (Lewandowski 78’)

Bænk: Szczesny, Aller, Espart, Koundé, Araujo, Balde. De Jong, Casadó, Bernal, Raphinha, Roony og Lewandowski

Mål: 1-0 Rashford (9’), 2-0 Torres (18’)

Barca og Real Madrid tørnede sammen i El Clásico, hvor blot et enkelt point ville gøre catalanerne til mestre. Et fyldt Spotify Camp Nou dannede rammen om det vigtige opgør med en fantastisk tifo og et veloplagt og forventningsfuldt publikum.

Artiklen fortsætter under annoncen


Begge mandskaber spillede med stor koncentration fra første fløjt, og spillet var i indledningen ret åbent med optræk til farlige situationer i begge ender. I det 9. minut fik Barca frispark lige uden for feltet efter en god aktion. Rashford tog sig effektivt af frisparket og sendte uimodståeligt bolden op i det fjerneste målhjørne til 1-0. Madrid svarede dog hurtigt igen med en god periode, hvor de tilkæmpede sig tre hjørnespark, dog uden at komme tæt på en scoring.

Barca lod sig ikke stresse, og i det 18. minut kunne Camp Nou juble på ny. En bold blev sendt ind i feltet til Olmo, der med hælen vinklede den videre til en helt fri Torres, som med et kontant skud gjorde det til 2-0. Madrid opgav dog ikke, og midt i halvlegen blev Gonzalo sendt afsted på en friløber, men han sendte bolden tæt forbi mål. Kort efter var gæsterne farlige igen på en omstilling, hvor Eric García kun lige akkurat nåede at afværge foran Vinicius ved det tomme mål. Det var to klare advarsler til Barca om, at intet var afgjort endnu.

Barca forsøgte herefter at kontrollere kampen ved at holde på bolden, men i det 32. minut viste Madrid igen tænder med et skud tæt forbi mål. Den catalanske offensiv var gået noget i stå, hvilket bragte Madrid mere på bolden. I det 38. minut var Rashford dog uhyre tæt på at øge føringen, da han blev sendt alene mod mål, men Courtois fik hånden på til et hjørnespark. Halvlegens sidste minutter var uden de store begivenheder, og Barca kunne gå til pause efter en solid præstation, der havde givet dem en fortjent føring.

Anden halvleg af El Clásico blev indledt med et højt pres og målsøgende spil fra Barcas side. Allerede i det 51. minut opstod der dramatik, da Asencio sendte bolden i mål efter dommerens fløjt, hvilket førte til håndgemæng mellem spillerne. Barca fortsatte med at kontrollere opgøret gennem tålmodigt spil, og i det 56. minut var Torres tæt på at øge føringen, da han blev spillet fri i feltet, men Courtois afværgede forsøget med en fodparade.

Madrid fik herefter en bedre periode, hvor de lagde pres på Barca, hvilket resulterede i en scoring af Bellingham i det 63. minut, men målet blev annulleret for en klar offside. Kort efter foretog Hansi Flick udskiftninger, da Raphinha og De Jong erstattede Rashford og Olmo. Selvom Vinicius kort efter forsøgte at løfte bolden over Joan García, forblev Barca-keeperen vågen og afværgede situationen.

Som halvlegen skred frem, fokuserede Barca på at kontrollere kampen og forhindre Madrid i at skabe chancer fremfor at satse alt offensivt. Tilskuerne på Camp Nou begyndte at råbe "campeones, campeones", mens tempoet langsomt sivede ud af kampen. I det 78. minut kom Lewandowski og Bernal på banen i stedet for Torres og Gavi. Lewandowski fik en gylden mulighed for at lukke kampen i det 84. minut, da han blev spillet helt fri, men han afsluttede svagt lige på Courtois i en situation, hvor han burde have spillet bolden videre til en fri Fermín.

Kort efter blev Fermín erstattet af Balde. Dommeren valgte ikke at lægge tid til og fløjtede kampen af præcis ved 90 minutter. Dermed sikrede Barca sig sejren og kunne fejre det spanske mesterskab for andet år i træk.

.:FORSIDE:.