fbpx

Referat: FC Seoul – FC Barcalona 3 - 7

FCBARCELONA.DK - 31.07.25

© Getty Images
// FC Seoul

FC Barcelona:

1. halvleg: Joan Garcia, Koundé, Cubarsí, Araujo, Balde, Pedri, De Jong, Olmo, Lamine Yamal, Raphinha, Lewandowski

2. halvleg: Szczesny, Héctor Fort, Christensen, Gerard Martín, Jofre Torrents, Casadó, Gavi (Toni Fernández 78’), Roony (Guille Fernández 78’), Fermín, Ferran, Rashford

Mål: 0-1 Lewandowski (8’), 0-2 Yamal (14’), 1-2 Cho (26’), 2-2 Al-Arab (45’), 2-3 Yamal (45’), 2-4 Christensen (55’), 2-5 Torres (73’), 2-6 Gavi (77’), 3-6 Han-Ming Jung (85’), 3-7 Torres (87’)

Barca spillede sin anden træningskamp i Asien, da de mødte sydkoreanske FC Seoul, hvor cirka 62.000 tilskuere var på plads. Her indledte Hansi Flick opgøret med en formation, der kunne ligne et godt bud på stærkest mulige opstilling.

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca tog initiativet fra start og i det 3. minut kom de til kampens første forsøg, hvor Pedri fra kanten af feltet sendte bolden forbi mål. Kort efter burde der være dømt straffe til Yamal, da han blev hægtet i feltet, men dommerens fløjte lød ikke og kampen blev spillet uden VAR. I det 8. minut erobrede Olmo bolden på midten og satte en omstilling i gang, hvor Yamal blev spillet helt fri og afsluttede. Bolden ramte stolpen, men Lewandowski var klar på riposten og gjorde det til 0-1. Genpresset fungerede godt og det samme gjorde kombinationerne, og der var tale om et klart catalansk overtag.

Det gav resultat i det 14. minut, da Yamal fra kanten af feltet sendte bolden i nettet med et fladt skud tæt op af stolpen. Barca fastholdt kontrollen uden problemer og Seoul var meget sjældne gæster foran Barcas felt. Flicks spillere lettede dog foden lidt fra speederen i varmen og den høje luftfugtighed. Det udnyttede Seoul i det 26. minut, hvor Yamal smed bolden væk foran eget felt, så Cho kunne reducere til 1-2. Der var klart offside, men det så hverken dommer eller linjevogter, så målet fik lov at tælle.

Gassen begyndte at sive ud af det catalanske spil og tempoet var ikke længere det samme. Barca var stadig klart mest på bolden, men uden at der skete det store. Bolden blev kørt rundt i egne rækker, men når gæsterne nærmede sig feltet, løb tingene ud i sandet. Først i halvlegens sidste minut lykkedes det for Barca igen at skabe noget, da Raphinha spillede Olmo helt fri i feltet, men hans skud sneg sig forbi mål. Minuttet efter blev der udlignet da Barcas offsidefælde svigtede, så Al-Arab kom fri og kunne udligne til 2-2. Reaktionen kom hurtigt fra Barcas side, da Olmo i overtiden spillede Yamal fri i dybden. Han tog et par træk i feltet og bankede bolden i nettet til 2-3. Flot scoring der afsluttede en underholdende første halvleg.

Som ventet skiftede Flick hele holdet ud i pausen, hvor Hector Fort fik sine første minutter denne sæson, og med Gerard Martín på en uvant position i det centrale forsvar ved siden af Andreas Christensen.

Efter nogle minutter hvor den nye formation skulle finde sig rette, stod Rashford for halvlegens første afslutning, da han sendte et hårdt skud afsted fra distancen, hvor målmanden afværgede. Barca begyndte at dominere klart og fik presset hjemmeholdet tilbage. Det udnyttede Andreas Christensen i det 55. minut, da han fra distancen bankede bolden flot i nettet med et hårdt skud til 2-4. Netop som uret rundede en time var Barca tæt på igen, da Fermín fandt Gavi i feltet, men hans hovedstød endte i sidenettet.

I det 63. minut lagde Roony Bardghji en hovedløs tilbagelægning lige til en modstander, der kom helt fri i feltet, men Andreas Christensen kom flot tilbage og ryddede op for svenskeren. Midt i halvlegen opsnappede Rashford et skidt udspark af Seouls målmand så han kom fri til afslutning, men keeperen reddede selv situationen med en fodparade. Barcas overtag var markant og et kvarter før tid kom den næste catalanske scoring. Jofre Torrents lagde en præcis pasning frem til Torres, der tog et træk og sikkert gjorde det til 2-5.

Tre minutter senere blev det 2-6 efter nogle gode kombinationer, hvor Gavi trak fri og sendte bolden i nettet. Lige efter kom fætrene Toni og Guille Fernández på banen i stedet netop Gavi samt Roony, der ikke var lykkedes med meget i den halve time han var på banen. Med fem minutter tilbage blev Barcas forsvar fanget højt på banen med en dyb pasning, hvor Han-Ming Jung kom helt fri og reducerede til 3-6. Dermed var det ikke slut, for et par minutter efter lagde Rashford og til Torres, der med sit andet mål gjorde det til slutresultatet 3-7 efter endnu en god indsats i Asien, som Hansi Flick kunne være godt tilfreds med.

.:FORSIDE:.