fbpx
Annonce

Referat: Getafe – FC Barcelona 0 - 0

FCBARCELONA.DK - 16.04.23

© Getty Images
// Getafe

FC Barcelona: Ter Stegen, Koundé, Araujo, Alba (Torres 69’), Balde, Busquets, Gavi, Sergi Roberto (García 17’), Kessié (Torres 69’), Raphinha (Torre 86’), Lewandowski

På bænken sidder Peña, Tenas, García, Alonso, Torre, Fati, Torres, Alarcón og Garrido

Mål:

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca skulle bruge alle tre point i udekampen mod Getafe, hvis de ville holde forspringet på 13 point ned til Real Madrid i ligatabellen. Xavi overraskende ved at benytte Balde i angrebets venstre side, mens både Fati og Torres blev siddende på bænken fra start.

Getafe lagde friskt ud og allerede i det 4. minut skabte de en god mulighed til den tidligere Barca-spiller Munir, men hans hovedstød gik forbi mål. Barca tog som ventet initiativet og var mest på bolden, mens Getafe mest stod og ventede på muligheder for omstillinger. Efter et kvarters spil var der skidt nyt for Barca, for Sergi Roberto måtte udgå med en skade i venstre baglår. Eric García kom på banen i stedet.

Barca havde det svært mod Getafes solide defensiv og de lykkedes ikke med at skabe farlige situationer. Hverken Lewandowski eller Raphinha fik meget at arbejde med, for bolden blev oftest smidt væk i opspillet. I det 24. minut viste Getafe tænder igen efter et hjørnespark hvor Ünal headede tæt over mål. Ter Stegen tog et hurtigt udspark der bragte Raphinha helt fri foran mål og han fik sendt bolden forbi målmanden, men måtte se den tage stolpen. Balde afsluttede på riposten, men også her stod stolpen i vejen for en scoring. Her manglede Barca det sidste held.

Barca fortsatte jagten på huller i Getafes forsvar, men de savnede løsninger og resultatet blev en del boldtab og forkerte beslutninger. Det blev heller ikke nemmere af, at der manglede fart i bolden hos catalanerne, så Getafe roligt kunne stoppe hvad der kom. I halvlegens sidste minutter fik Barca sat Getafe under pres og det gav en god hovedstødschance til Lewandowski i dommerens tillægstid, men målmanden hev en flot redning frem. Mere skete der ikke i de første 45 minutter, der ikke havde budt på mange højdepunkter.

Barcas problemer med at skabe noget fortsatte efter pausen, hvor de slet ikke kunne få spillet til at flyde. Det blev dog bedre som minutterne gik og i det 56. minut fik Lewandowski hovedet på et indlæg fra Alba, men her strøg bolden tæt forbi mål. Getafe virkede komfortable på banen trods Barcas bestræbelser på at skabe noget, for de havde især godt styr på Raphinha og Balde, som man ikke så meget til.

Netop Raphinha tog sig af et direkte frispark midt halvlegen, men han sendte bolden et godt stykke over mål. Lige efter blev Fati og Torres sendt på banen i stedet for Kessié og Alba. Det betød at Balde rykkede tilbage som venstre back. En klar offensiv satsning af Xavi i jagten på de tre point. Man skulle hen til et kvarter før tid, før at Barca var farlige igen, da Raphinha trak ind i banen og sendte en kvalificeret afslutning af sted, men målmanden kom ud i fuld længde og afværgede til hjørne. Kort efter afsluttede først Gavi og dernæst Balde, men uden at være i nærheden af at ramme målet.

Getafe virkede tilfredse med det ene point, for de fortsatte med deres afventende taktik. Barca kæmpede for at få skabt en mulighed der kunne give en forløsende scoring, men stort intet lykkedes fremad banen og hverken Fati eller Torres fik sat sit præg på tingene. I det 87. minut gav en stor fejl af Eric Garciá en farlig omstilling til Getafe, hvor Araujo fik clearet bolden skidt, så Mayoral fik en 100% chance, men han brændte stort ved at sende bolden tæt forbi mål. Her var heldet virkelig med Barca. Lige efter kom Pablo Torre på banen i stedet for Raphinha.

Barca satte hjemmeholdet under pres i slutminutterne, men det blev ved et par hjørnespark uden resultat. Det sluttede dermed 0-0 efter en skuffende indsats af Barca.

.:FORSIDE:.