fbpx

Referat: Real Madrid – FC Barcelona 0 - 4

FCBARCELONA.DK - 26.10.24

© Imago
// Real Madrid

FC Barcelona: Peña, Koundé, Cubarsí, Martínez, Balde, Casadó (Olmo 65’), Pedri (Gavi 87’), Fermín (De Jong 46’), Raphinha, Yamal, Lewandowski

Bænk: Szczesny, Kochen, Sergi Dominguez, Gerard Martin, Fort, De Jong, Gavi, Pablo Torre, Olmo, Ansu Fati og Pau Victor

Mål: 0-1 Lewandowski (54’), 0-2 Lewandowski (56’), 0-3 Yamal (77’), 0-4 Raphinha (85’)

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Barca og Real Madrid tørnede sammen på Santiago Bernabeu i ligaens 11. runde, hvor Hansi Flick og hans spillere havde muligheden for at lægge yderligere afstand til ærkerivalerne. Barca-træneren valgte at indlede opgøret med præcis samme startformation som i 4-1 sejren over Bayern München.

Det var Madrid der tog initiativet i starten, hvor Barca kom under pres og havde svært ved at holde på bolden. Madrid fik et par hjørnespark i de indledende minutter, som der ikke kom noget ud af. Barca kom hurtigt bedre med og i det 13. minut var det dem der kom til kampens første afslutning. Lewandowski spillede smart videre med hælen så Yamal fik en friløber, men han afsluttede svagt i handskerne på Lunin i målet. Den mulighed burde Yamal have fået mere ud af.

Barca begyndte at sidde mest på spillet, mens Madrids offensiv var gået noget i stå. Der blev kæmpet om alle bolde og kampen bød på stor intensitet. I det 21. minut fik Raphinha en god skudmulighed, men han sendte bolden over mål. Minutter efter tog Vinicius på et soloraid mod mål, hvor han trak forbi Koundé og Cubarsí, så han kom helt fri, men brasilianerne brændte stort med et skud forbi mål. Her var heldet med Barca. I det 28. minut fik Pedri sendt et godt skud afsted, som Lunin afværgede til hjørne. På det hjørnespark fik Iñigo Martínez hovedet på bolden, der gik tæt over mål.

Lige efter eksploderes Bernabeu i jubel, for de troede at Madrid havde scoret, da Mbappé slap fri og sendte bolden i nettet, men VAR viste en offside og målet blev annulleret. To minutter efter mistede Cubarsí bolden foran eget felt, så Mbappé fik en ny stor mulighed, men Martínez fik ryddet flot op. Kampen fortsatte i et højt tempo og med stor intensitet, men uden at nogle af holdene kom til afslutninger. Det var meget jævnbyrdigt og der blev gået hårdt til den i halvlegens sidste minutter, hvilket medførte en del frispark. Der kom ingen scoringer i en første halvleg, der havde været mere intens end velspillet fra begge sider.

Flick valgte at sende De Jong på banen fra anden halvlegs start i stedet for Fermín López. Jævnbyrdigheden fortsatte fra anden halvlegs start, hvor ingen af holdene lykkedes med at sætte sig på spillet, men i det 54. minut lagde Casadó en flot pasning der bragte Lewandowski totalt fri. Han havde masser af tid og placerede sikkert bolden i nettet til 0-1. Blot to minutter senere var polakken på pletten igen. Balde sendte et indlæg ind foran mål, hvor Lewandowski sendte et kraftfuldt hovedstød afsted til en 0-2 føring. Madrid svarede igen med et massivt pres og i det 61. minut afsluttede Mbappé fra distancen, men Peña greb sikkert ind.

Det gjorde Peña også i det 64. minut, da Mbappé kom fri og afsluttede på en kæmpe mulighed. Vigtig aktion af Barcas keeper. Lige efter kom Olmo på banen i stedet for Casadó. Netop som Olmo var kommet på banen, satte han en god omstilling op, hvor Raphinha spillede Lewandowski totalt fri foran det tomme mål, men polakken brændte stort ved at ramme stolpen. Spørgsmålet var dog om Raphinha var offside, men det blev ikke dømt. To minutter senere fik Lewandowski en ny mulighed, men her sendte han bolden over mål. Lige efter var det Bellingham der gik en god chance tæt foran mål, men han fumlede bolden over baglinjen. Madrid fortsatte deres offensiv og i det 72. minut leverede Peña en ny vigtig redning, da Mbappé afsluttede.

Barca svarede igen i det 79. minut, da Peña satte en omstilling i gang, hvor Lewandowski snittede videre til Raphinha, der spillede videre til Yamal. Han sendte bolden op i målhjørnet med højrebenet og så førte Barca 0-3. Madrid havde ikke givet op og i det 84. minut parerede Peña et skud fra Valverde. Madrid stod højt på banen og det straffede Barca i det 85. minut, da Raphinha blev spillet fri og køligt løftede bolden over Lunin og i nettet til en ydmygende 0-4 scoring. Lige efter kom Gavi på banen i stedet for Pedri. Madrid mistede troen på tingene og de sidste minutter blev skæmmet af et par frustrationsfrispark fra hjemmeholdets side. Mere skete der ikke og Barca hentede en fantastisk sejr på 0-4 efter en formidabel anden halvleg.

.:FORSIDE:.