fbpx

Referat: Real Madrid – FC Barcelona 2 - 1

FCBARCELONA.DK - 26.10.25

© Getty Images
// Real Madrid

FC Barcelona: Szczesny, Koundé, Eric García (Araujo 74’), Cubarsí (Roony 83’), Balde, De Jong, Pedri, Fermín, Yamal, Rashford, Torres (Casadó 74’)

Bænk: Kochen, Araújo, Gerard Martín, Casadó, Bernal, Jofre, Dro, Roony, Fernández, Eder Aller og Xavi Espart

Mål: 1-0 Mbappé (22’), 1-1 Fermín (38’), 2-1 Bellingham (43’)

Estadio Santiago Bernabeu i Madrid lagde græs til, da sæsonens første El Clásico blev spillet – et opgør der var en direkte kamp om førstepladsen i La Liga. Barca var hæmmet af en række skader hos store profiler, mens Hansi Flick måtte tage plads på tilskuerpladserne grundet karantæne.

Artiklen fortsætter under annoncen


Allerede efter to minutter var der drama, da dommeren dømte straffe til Madrid i en aktion, hvor Yamal var i nærkontakt med Vinicius, men VAR fik dommeren til at omstøde sin kendelse. Begge hold lagde lidt forsigtigt ud, uden at risikere det store og Barcas første afslutning kom først i det 9. minut, da Yamal drejede et skud forbi mål. Tre minutter efter troede alle på Bernabeu at Mbappé havde bragt Madrid foran efter et boldtab af Fermín, men også her fik Barca hjælp af VAR med en meget snæver offside-kendelse.

Det fortsatte meget jævnbyrdigt, uden at de to mandskaber kom frem til afslutninger, men i det 22. minut kom kampens første scoring og den var til hjemmeholdet. Mbappé blev spillet i dybden og holdt sig lige akkurat fri af offside, hvorefter han køligt sendte bolden forbi Szczesny til 1-0. Blot to minutter senere var Madrid tæt på igen, da et skud fra Bellingham strejfede Cubarsí og gik tæt forbi mål. Madrid fastholdt deres gode momentum og i det 28. minut fik Mbappé sendt en afslutning afsted, hvor Szczesny afværgede til hjørne. Det gjorde han også minuttet efter, da Huijsen kom til en stor chance. Vigtige aktioner af Barca-keeperen.

Barca var en del på bolden, men de havde tydeligt svært at skabe noget i det fremadrettede spil, men det lykkedes i det 34. minut hvor gode kombinationer bragte Torres fri, men han fik ikke fart nok i bolden så Courtois kunne afværge. Madrid slog hurtigt kontra, hvor Vinicius tvang Szczesny ud i en ny vigtig redning. Mens det så mest svært ud gav Barcas genpres resultat, da Guler blev presset så han mistede bolden, der gik videre til Rashford, der fandt Fermín i feltet. Han tøvede ikke og kanonerede bolden i nettet til 1-1. Kort efter kunne Barca være kommet foran på et hjørnespark, hvor Huijsen headede væk på selve stregen. I stedet var det Madrid der kom foran i det 43. minut hvor Barcas forsvar manglede fysik, så Huijsen kunne sende bolden ind til Bellingham foran det tomme mål og så stod det 2-1. Mere skete der ikke i en første halvleg, hvor Madrid havde skabt klart mest og fortjent var foran.

Barca lagde ud efter pausen ved at skabe en god mulighed til Fermín, men han afsluttede svagt lige på Courtois. Lige var det Vinicius der afsluttede fra en spids vinkel, hvor Szczesny afværgede til hjørne. I det 49. minut blev der dømt straffe til Madrid, da bolden tilfældigt ramte Eric Garciá på armen i feltet. Det tog Mbappé sig af, men Szczesny leverede en ren klasseredning og forhindrede en scoring. Lige efter skabte Barca en omstilling hvor de kom tre mod to, men igen afsluttede Fermín svagt på Courtois. Den aktion burde der være kommet mere ud af. Barca begyndte at holde mere på bolden og de fik presset Madrid tilbage i perioder, men det var ikke nemt at finde plads i hjemmeholdets defensiv.

Hjemmeholdet virkede dog farlige hver gang de kom fremover banen og det så man i det 69. minut da Mbappé sendte bolden i nettet, men målet blev annulleret for offside. Man skulle helt hen til det 74. minut inden at Barca skiftede ud for første gang, da Araujo og Casadó afløste Eric García og Torres. Madrid koncentrerede sig om at forsvare sig og lod Barca have bolden, hvilket betød et catalansk overtag, men samtidig lurede de hvide på enhver mulighed for en omstilling. I det 83. minut satsede Barca offensivt ved at sende Roony Bardghji på banen i stedet for Cubarsí. Få minutter efter lykkedes det Madrid at skabe en omstilling, hvor Mbappé afsluttede forbi mål.

I det 89. minut blev Koundé spillet totalt fri af Yamal i feltet, men i stedet for at heade på mål ville han tage bolden ned med brystet og så løb den fra ham. Her kunne der være blevet udlignet. Dommeren lagde hele ni minutter til og Barca fortsatte jagten på en scoring. Araujo blev sendt i front som angriber i en sidste vild satsning, men det gav plads til en omstilling til Madrid, hvor Szczesny greb godt ind. Barca forsøgte til det sidste at skabe muligheden for en forløsende scoring, men Madrids defensiv afviste hvad der kom. I allersidste minut fik Pedri sit andet gule kort i opgøret og måtte forlade banen. Mere skete der ikke og Barca tabte dermed El Clásico med 2-1.

.:FORSIDE:.