FCBARCELONA.DK - 12.05.21
I går fyldte Barca-legenden Andrés Iniesta 37 år og den fødselsdag fejrede han med at forlænge sin kontrakt med Vissel Kobe. Den nye aftale løber i to år til 2023, hvor Iniesta altså vil være meget tæt på at runde de 40 år.
Iniesta trives tydeligvis i japansk fodbold, hvor han kom til i 2018 efter en gloværdig karriere i FC Barcelona, som han spillede for siden han var en lille knægt. 674 officielle kampe blev det til i blau-grana og et hav af trofæer, inden han sagde farvel og skiftede til Vissel Kobe i Japan.
I mellemtiden er Iniesta altså netop fyldt 37 år, men det får ham ikke til at overveje at indstille sin lange karriere. I går skrev han nemlig under på en ny kontrakt med Vissel Kobe, som han skal spille for indtil 2023.
Det var en meget glad Iniesta der udtalte sig til pressen, da den nye kontrakt var underskrevet. 'Vi føler os hjemme her i Japan og jeg er meget glad for, at fortsat kunne lede dette projekt. Det er en stor udfordring at få Vissel Kobe til at udvikle sig' kom det fra ham.
Iniesta frygter ikke, at alderen vil gøre det sværere for ham. 'Jeg har stadig glæden og motivationen ved at spillle fodbold. Den dag jeg ikke føler det på den måde, vil jeg tage en anden vej' sagde han afsluttende.
Der er næppe tvivl om, at Iniesta på et tidspunkt får tilbudt et job hjemme i Barcelona, når støvlerne er lagt på hylden, men det bliver altså tidligst efter sommeren 2023.