Afgørende møde om Rashfords fremtid venter forude
Markus Johannessen - 10.04.26
// Marcus Rashford
Barca står over for en vigtig beslutning omkring Marcus Rashfords fremtid i klubben. Et møde mellem sportsdirektør Deco og englænderens agent ventes at blive afgørende for, om han fortsætter i blaugrana-trøjen.
Rashfords lejeaftale indeholder som bekendt en købsoption på omkring 30 millioner euro, en sum, der kan betales i rater og derfor er økonomisk overkommelig. Alligevel er der endnu ikke truffet nogen beslutning.
Hansi Flick har flere gange rost englænderens offensive bidrag, hvor hans positive tal ikke kan ignoreres, men han har også peget på, at han stadig har forbedringspotentiale, særligt i det defensive arbejde.
Artiklen fortsætter under billedet

Beslutningen afhænger ikke kun af det sportslige, men i høj grad også af økonomien, også selvom transfersummen vurderes uproblematisk. Barcas lønloft og Financial Fair Play-regler sætter nemlig klare begrænsninger, og derfor skal alle aspekter gennemgås nøje.
Ifølge avisen Sport er der derfor planlagt et møde mellem Deco, Rashfords agent Arturo Canales og Rashfords bror, Dwaine Maynard, som også stod bag sommerens lejeaftale. Her skal parterne diskutere muligheder, økonomi og sportslige perspektiver.
Aftalen med Manchester United er efter sigende allerede fastlagt, så fokus vil udelukkende være på, om en permanent overgang giver mening for Barca.
Rashford selv trives i Barcelona og har leveret en solid sæson med både mål og assists. Selvom det har krævet tilvænning at skifte fra engelsk fodbold til en anden spillestil under Flick, har han vist fremgang.
Han ønsker uomtvisteligt at fortsætte i klubben, men meget afhænger nu af, om økonomien og klubbens samlede transferplan kan gå op. Det kommende møde kan derfor blive afgørende for, hvilken retning sagen tager. Barca har endnu ikke truffet en endelig beslutning, og alle muligheder er stadig i spil.
© Getty Images