Al-Ahly bekræfter lejeaftale med Hamza Abdelkarim
Søren Wennerwald - 26.01.26
Nu skulle det efterhånden være ganske vist med Hamza Abdelkarim efter flere ugers spekulationer. Al-Ahlys sportsdirektør, Walid Salah, har i en udtalelse bekræftet, at Barca lejer stortalentet for resten af sæsonen.
‘Ja, Hamza Abdelkarim skifter til Barcelona. Jeg ønsker ham al mulig succes, så han kan fortsætte sin karriere der, slå igennem hos Barca og ikke vende tilbage til Egypten,’ lød det fra Walid Salah i går ifølge avisen Sport.
Artiklen fortsætter under annoncen
Om Abdelkarim vender tilbage til Egypten til sommer, er dog endnu ikke afgjort, for der er angiveligt udelukkende tale om en lejeaftale, men hvor Barca har sikret sig en forkøbsret på 3 mio. euro plus en række variabler.
Hamza Abdelkarim har allerede taget afsked med sine holdkammerater, og det forventes, at han kan rejse inden for kort tid. For Barca er der tale om en strategisk handel, da egypteren var en af de bedste spillere ved det seneste U17-VM i Qatar, og flere klubber på allerøverste niveau, heriblandt Bayern München, kæmpede for at sikre sig hans underskrift.
Den 18-årige egyptiske angriber forventes snart at debutere for andetholdet, Barca Atlétic, og nu har han resten af sæsonen til at overbevise sin nye klub om, at han er værd at satse på i fremtiden.
© Getty Images// Hamza Abdelkarim