Alba og Busquets slutter sig til Barca Legends
Søren Wennerwald - 30.04.26
// Sergio Busquets // Jordi Alba
Det er kun få måneder siden, at Barca-ikonerne Jordi Alba og Sergio Busquets indstillede karrieren, men de er ikke færdige med at spille fodbold. De har begge meldt sig klar til at repræsentere veteranholdet Barca Legends.
Alba og Busquets lagde nærmest støvlerne på hylden samtidig i december efter nogle sæsoner i Inter Miami sammen med vennerne fra Barca, Leo Messi og Luis Suárez, der stadig er aktive i den amerikanske klub.
Artiklen fortsætter under annoncen
De er begge Barca-spillere helt ind til benet og har derfor ikke tøvet med at melde sig klar til at repræsentere Barca Legends, der jævnligt stiller op til velgørenhedskampe verden over. Det fortæller avisen Sport.
Næste opgave for Barca Legends bliver den 6. juni, hvor de møder Liverpools veteraner i et opgør i Sydkorea. Her vil Alba og Busquets trække i Barca-trøjen igen, og det gør de sammen med sportsdirektør Deco, inden han for alvor får travlt i sommerens transfervindue.
Andre prominente navne på holdlisten er indtil videre Iniesta, Puyol, Rivaldo, Saviola og Giuly, og andre kan komme til inden kampdagen.
© Getty Images