Álex Valle besluttede sig i sommer for at lade sig udleje til Celtic, hvor han har fået en god start. Stortalentet optræder efterhånden fast for skotterne, og forleden reflekterede han i et længere interview over skiftet og fremtiden.
Selvom Hansi Flick ønskede at beholde Álex Valle, der præsterede godt i Barcas pre-season, forlod han i sommer klubben for at få fast spilletid. Venstrebacken havde sæsonen forinden spillet kontinuerligt hos Levante, hvor ledelsen havde sendt ham afsted på en lejeaftale.
Catalaneren underskrev således en ny lejeaftale med Celtic, hvor han i denne sæson har spillet syv kampe og leveret tre assists. Den 20-årige Valle har dermed formået at imponere Brendan Rodgers, der står i spidsen for skotterne, og Celtic skulle nu overveje at købe ham permanent efter denne sæson.
Midt i alle spekulationerne har forsvarstalentet nu udtalt sig om fremtiden, da han deltog i et interview med avisen Daily Record. 'I øjeblikket har jeg kun fokus på denne sæson. Jeg tager det som det kommer, og lige nu ved jeg ikke, hvad der skal ske i fremtiden' sagde Valle.
La Masia-spilleren fortsatte efterfølgende med at sætte ord på glæden over skiftet til Skotland. 'Jeg nyder det virkelig her, og skiftet har været fantasisk for mig. Jeg elsker byen, og det hele har kun været positivt indtil videre. Lige nu handler det om at få så meget ud af opholdet som muligt' forklarede catalaneren.
Valle understregede til sidst i interviewet, at han fortsat har mere at byde på. 'Jeg har bosat mig i byen og nyder min tilværelse i klubben, men ting tager tid, især på grund af stilen og måden, som vi spiller på. Men jeg har fuld tillid til mig selv, mine holdkammerater, staben og klubben, og jeg er sikker på, at jeg kan gøre det endnu bedre' afsluttede backen.
I sommer spillede Àlex Valle blandt andet en time af træningskampen mod Real Madrid - se vidoen øverst i artiklen.
© Imago// Alex Valle