// Julián Álvarez
Julián Álvarez har i længere tid stået på catalanernes ønskeliste, men mediernes udlægning af Barcas interesse i ham ændrer sig konstant. Nogle gange meldes interessen stigende, nogle gange dalende. Selv lukker Álvarez af for rygter.
Barca er allerede i fuld gang med planlægningen af næste sæsons trup, og et centralt punkt på dagsordenen er at hente en ny 9'er. Lewandowskis kontrakt udløber 30. juni, og når polakken til den tid nærmer sig sin 38 års fødselsdag, peger meget på, at parterne går hver til sit efter denne sæson.
Artiklen fortsætter under annoncen
En af de kandidater, som hyppigt bliver fremhævet i forbindelse med Barcas nye spydspids, er Atlético-stjernen Julián Álvarez. I øjeblikket bølger rygterne dog frem og tilbage. Argentineren har kontrakt med Atlético Madrid til 2030 og er vurderet til 100 millioner euro af Transfermarkt, hvilket gør en transfer ekstremt vanskelig. Det kan meget vel få begge parter til at opgive idéen om et samarbejde.
For blot en måned siden medvirkede Álvarez ellers i et interview med L’Équipe, hvor han erkendte, at fremtiden kan bringe ændringer og virkede en anelse håbefuld. “I Spanien tales der meget om mig og Barcelona. Vi må se, hvad der sker, når sæsonen er slut,” udtalte den argentinske angriber, der som barn var erklæret Barca fan, især på grund af sit idol Messi. Flere gamle klip viser en ung Julián, der drømmer om at spille på Camp Nou.
Men nu har Álvarez netop erklæret, at han ikke tænker over sin fremtid eller hvad der bliver skrevet i medierne herom. Han fokuserer kun på Atlético Madrid. Det slår den 25 årige angriber fast i et interview med Marca.
'Rygterne om Barca generer mig egentlig ikke. Jeg prøver ikke at læse alt for meget, men jeg ved godt, at der bliver talt. Det meste kommer fra sociale medier og er ofte længere fra virkeligheden, end folk tror. Jeg er fuldt fokuseret på denne sæson og på, hvad vi har foran os i Atlético. Jeg forsøger at abstrahere fra snakken og fokusere på mig selv, på at blive bedre og på at vinde med Atlético' udtalte han.
Ifølge avisen Sport er ambitionen om at få Álvarez til den catalanske hovedstadsklub dog ikke helt slukket for nogen af parterne. Avisen meddeler, at argentineren og hans bagland holder døren på klem, og i Barca følger man situationen tæt. Skulle der opstå en åbning til sommer, kan Álvarez komme blandt klubbens absolutte topmål, hvis de økonomiske realiteter tillader det.
© Getty Images