fbpx

Analyse: Er det for tidligt at hente Xavi tilbage?

FCBARCELONA.DK - 11.01.20

© Getty Images
// Xavi

Xavi Hernández er tilsyndeladende en klar kandidat til at afløse Ernesto Valverde på trænerposten hos Barca, men spørgsmålet er, om det er for tidligt at give ham et så stort ansvar, efter blot et halvt års trænererfaring hos Al-Sadd.

Mange Barca-fans blev nok rigtig glade da det kom frem, at sportschef Eric Abidal og Oscar Grau fra klubbens ledelse er i Qatar, for at tale med Xavi. Rygterne om et snarligt skifte hjem til Barca blussede hurtigt op og Al-Sadd følte sig nødsaget til, at komme med en erklæring.

Efter to et halvt år med Ernesto Valverdes pragmatiske og resultatorienterede spillestil, vil Xavi blive budt velkommen med åbne arme. Få som ham har et Barca-DNA og en indstilling om at spille den type fodbold, som Johan Cruyff, Pep Guardiola og Tito Vilanova stod for. Den stil og indstilling savner man i Barcelona.

Ingen tvivler på, at Xavi en dag overtager trænerjobbet i Barcelona. Alligevel er der røster der advarer om, at det er en for stor satsning at give ham chancen allerede nu, enten her midt på sæsonen eller til sommer.

Der er flere årsager til advarslen. Indlysende er det, at Xavis erfaring som træner er sparsom, efter blot seks måneder i en noget perifær klub som Al-Sadd fra Qatar. Her er han ikke for alvor blevet testet eller oplevet det pres der hviler på en træner i en større europæisk klub.

Dernæst er der det forhold, at han er nær ven med en række af Barcas nuværende spillere, som f.eks. Piqué, Alba, Busquets og Messi. Her kan det være rigtig svært at tage lederrollen og gennemføre svære beslutninger, som kammeraterne måske ikke er enige i. Modsat vil spillerne have sympati for Xavi og give ham snor i hans beslutninger.

Mange håber at Xavi kan præstere det samme som Pep Guardiola gjorde det i sin tid, altså skabe et hold der henrykker verden og vinder betydningsfulde titler gennem flot spil. Guardiola blev dog først træner for førsteholdet, efter have anført B-holdet en hel sæson.

Det har tidligere ligget lidt i kortene, at Barca i første omgang ville hente Xavi hjem som træner for B-holdet, så han kunne samle sig erfaring her, men nu tyder meget altså på, at det er førsteholdet man har i tankerne. Bliver det virkelighed, vil det under alle omstændigheder være et sats fra klubbens side, men også for Xavi, for får han ikke succes, kan drømmen om en langvarig trænerkarriere i barndomsklubben slutte næsten inden den er begyndt.

Derfor skal Xavi også tænke sig rigtig godt om vurdere, om tiden føles rigtig for ham, eller om han vurderer, at han har brug for at samle mere erfaring, inden han overtager et af de mest krævende trænerjobs der findes.

Barca har andre mere tunge kandidater på blokken, som Ronald Koeman, Marcelo Gallardo eller Thierry Henry, så det bliver spændende at se, hvem der i sidste ende bliver peget på, hvis Barca som ventet skifter ud på trænerposten.

.:FORSIDE:.