Ansu Fati har endnu ikke debuteret for Monaco
FCBARCELONA.DK - 05.09.25
// Ansu Fati
Ansu Fati har fået en svær start i AC Monaco, der lejer angriberen for denne sæson. Træner Adi Hütter er endnu ikke tilfreds med Fatis fysik og form og derfor er han ikke blevet udtaget til en eneste af holdets kampe.
Monaco udviser stor tålmodighed med Ansu Fati, der tog til den franske klub for at genfinde sit tidligere niveau, men man må konkludere, at starten har været mere end svær. Her hvor der er spillet tre runder af Ligue 1, har Fati ikke været i truppen en eneste gang og han fik heller ingen minutter i sommerens træningskampe.
Artiklen fortsætter under annoncen
Adi Hütter og hans team ønsker ikke tage nogle chancer med Fati, der har oplevet den ene skade efter den anden de seneste sæsoner. Derfor vil de have fysikken 100% på plads, inden han kommer i betragtning til at spille.
Det står i modsætning til sidste sæson, hvor Ansu Fati vendte tilbage efter en skade i starten af april, hvor det også blev til lidt spilletid, men slet ikke nok til at overbevise Hansi Flick. I Barca mente man altså at fysikken var på plads, men i Monaco ser de anderledes på det.
Der er forlydender om, at planen er at udtage Fati efter landskampspausen, hvor Monaco møder Auxerre. Det skriver avisen Mundo Deportivo. Det vil i givet fald give ham muligheden for at spille de første minutter i den franske klubs trøje.
© Getty Images