Ansu Fati tabte kampen om at overbevise Flick
Aamer Al-Khatib - 21.05.25
// Ansu Fati
Det ligner mere og mere et farvel til Barca for Ansu Fati. Ifølge avisen Marca arbejder klubben på at finde en løsning, der sender den tidligere guldfugl videre denne sommer og Hansi Flicks dispositioner taler deres tydelige sprog.
Ansu Fati har længe lignet en spiller, der har det ene ben væk fra klubben. Det seneste signal kom fra Hansi Flick i weekenden mod Villarreal, hvor Ansu slet ikke kom på banen – trods mulighed for et potentielt sidste farvel på hjemmebanen. I stedet valgte Flick at sende Pau Víctor på banen i stedet for Robert Lewandowski, selvom Pau selv forventes at forlade klubben til sommer.
Flicks beslutning blev ifølge avisen Marca opfattet som en endegyldig besked: Ansu Fati indgår ikke i fremtidsplanerne. Den 22-årige offensivspiller er en populær skikkelse i omklædningsrummet, men på banen har han ikke leveret – og tålmodigheden i trænerstaben er for længst sluppet op. Siden sit sensationelle gennembrud i 2019 har Fati kæmpet med skader, formdyk og sparsomt med spilletid. I denne sæson er det kun blevet til 192 minutters La Liga-fodbold i Barca-trøjen – og de chancer, han har fået, er ikke blevet grebet.
Artiklen fortsætter under annoncen
Senest fik han muligheden fra start mod Real Valladolid, men efter en halvleg præget af boldtab, sløje beslutninger og manglende initiativ, blev han hevet ud i pausen. Få dage forinden havde han dog vist prøver på sit niveau i 1-0-sejren mod Mallorca, hvor han fik 62 minutter og leverede en energisk indsats med flere gode aktioner. Men præstationen blev hurtigt glemt – og kampen mod Valladolid kan meget vel have været den sidste spinkle chance, han havde for at vende Flicks vurdering.
Ansu Fati, der har tre år tilbage af sin kontrakt, er blandt de højstlønnede i truppen – et resultat af den tillid, klubben viste ham under hans skadeshelvede, hvor han også fik trøje nr. 10 efter Messi. Men netop hans kontrakt gør det vanskeligt at finde en løsning, da både løn og faldende markedsværdi komplicerer et permanent skifte. Ifølge Marca har Barca og Fatis agent, Jorge Mendes, allerede afholdt flere møder for at planlægge en afsked, og en gensidig ophævelse af kontrakten er ifølge mediet Fichajes blevet drøftet som sidste udvej.
Klubben ønskede allerede i januar, at Ansu Fati skulle tage på lejeophold – og flere klubber som Sevilla, Girona og Betis blev nævnt. Men Ansu Fati nægtede og valgte i stedet at kæmpe for sin chance. Den kamp ser nu endegyldigt ud til at være tabt.
© Getty Images