Araújo tabte endnu engang hovedet i en storkamp
FCBARCELONA.DK - 26.11.25
// Chelsea // Ronald Araujo
Barca måtte tirsdag endnu en gang se en europæisk topkamp blive forvandlet til en nedtur, da man tabte med 3-0 til Chelsea. Og endnu engang var det Ronald Araujo, der kom i centrum, da han fik et torskedumt rødt kort i første halvleg.
I første halvleg af tirsdagens kamp mod Chelsea fik Araújo først et gult kort efter 32 minutter for at brokke sig og blot 10 minutter senere var den gal igen, da uruguayaneren med hovedet under armen kastede sig ind i en tackling uden at ramme bolden. Det resulterede i endnu et gult kort og dermed en udvisning, som efterlod Barca chanceløse med 10 mand i resten af kampen.
Det er ikke første gang, at Araújo har stået i skudlinjen i en afgørende CL-kamp. Udvisningen mod PSG i kvartfinalerne i 2024 er stadig frisk i hukommelsen hos mange culés. Dengang sendte hans røde kort holdet i knæ, og i dag gentog historien sig på smertefuld vis.
Artiklen fortsætter under billedet

Der er ingen tvivl om, at Araújo er en af Barcas vigtigste forsvarsspillere, både på og uden for banen. Hans dedikation er urokkelig, og hans kvaliteter er åbenlyse. Men de største spillere måles på de største øjeblikke, og lige her har han nu fejlet to sæsoner i træk. Det handler ikke kun om udvisningerne, men om timingen. Når Barca har mest brug for ro, disciplin og lederskab, er det netop her, at Araújo har sat holdet i problemer.
Hansi Flick har utvivlsomt store forventninger til Araújo, men samtidig må den tyske cheftræner nu overveje, om der skal justeres i roller og ansvar i Champions League-kampene. Det er ikke holdbart, at Barcas defensive anker ryger tidligt ud i nøglekampe, og konsekvensen i Europa er brutal - der gives ingen anden chance.
Det næste halve år bliver afgørende. Hvis Ronald Araújo skal være fremtidens kaptajn og Barcas defensive referencepunkt, så må han vise, at han kan styre sig, når pulsen rammer maksimum og når hovedet skal holdes koldt i de store kampe.
