Araujo ventes at starte på banen mod Girona i aften
FCBARCELONA.DK - 16.02.26
// Ronald Araujo
Ronald Araujo er langsomt ved at finde formen efter sin mentale timeout i slutningen af 2025. Meget tyder på, at Hansi Flick har ham i tankerne til startopstillingen til aftenens vigtige udekamp mod Girona.
Araujo fik sine første minutter efter den mentale pause, han måtte tage efter Chelsea-kampen i slutningen af november, da han kom på banen i Supercopa-finalens tillægstid den 7. januar. Siden har det handlet om at bygge på formen og selvtilliden.
Man har hovedsageligt set Araujo som sen indskifter i 2026, men for to uger siden startede han inde i pokalkampen mod Albacete og spillede 78 gode minutter. Det var et stort skridt frem mod topformen og en kæmpe opmuntring for spilleren fra Uruguay.
Artiklen fortsætter under annoncen
Nu er der måske mere opmuntring på vej til Araujo, for avisen Marca fortæller, at Flick har ham på holdkortet til aftenens opgør mod Girona i La Liga.
I fraværet af Pedri menes Flick at rykke De Jong lidt frem på midtbanen og lade Eric García dække positionen lige foran forsvaret, som man har set det flere gange denne sæson. Dermed skal Barca-træneren finde en makker til Pau Cubarsí i det centrale forsvar, og her står valget mellem Gerard Martín og Ronald Araujo.
Her forventes Flick at give Araujo muligheden for at tage yderligere og vigtige skridt tilbage mod det topniveau, man har set fra ham tidligere.
Om Ronald Araujo er med fra start, får man en afklaring på en times tid inden kampstart, der er i aften kl. 21.00. Desværre vises kampen ikke på dansk tv.
© Getty Images