De seneste dages forlydender har meldt om, at Atlético Madrid ville få deres førstekeeper Jan Oblak klar til kampen mod Barca i morgen aften, men da Diego Simeone i dag meldte sin trup ud, var det uden den erfarne målmand.
Jan Oblak regnes for en af verdens bedste målmænd, og selvom argentinske Juan Musso har gjort det godt som vikar, mens sloveneren har været skadet, skabte det stor glæde blandt Atléticos fans, da meldingerne om en snarlig klarmelding kom fra medierne i Madrid.
Artiklen fortsætter under billedet

Nu viser det sig, at der ikke var hold i optimismen, for Jan Oblak er blevet hjemme i Madrid og kommer derfor ikke i aktion i onsdagens Champions League-brag på Spotify Camp Nou.
Det gør dog næppe den store forskel i Hansi Flicks planlægning af kampen, for taktikken ligger fast, uanset om keeperen hedder Oblak eller Musso. Til gengæld kan det få betydning for den selvtillid, Atlético løber på banen med, for der er ingen tvivl om, at madrilenerne føler sig stærkere og mindre sårbare med deres anfører mellem stængerne.
Atléticos trup ser således ud: Musso, Esquivel, Mario de Luis, Molina, Ruggeri, Lenglet, Hancko, Le Normand, Pubill, Julio Díaz, Koke, Llorente, Vargas, Mendoza, Baena, Almada, Nico González, Julián Alvarez, Griezmann, Lookman, Giuliano og Sorloth.
© Getty Images// Atletico Madrid