fbpx

Avis: AC har fået ultimatum af Barca

Søren Wennerwald - 16.03.26

 


Andreas Christensens fremtid er uvis, men der er forlydender om, at klubben er klar til en forlængelse på to år. Efter lange forhandlinger meldes tålmodigheden dog opbrugt og nu stilles danskeren overfor et reelt ultimatum.

En af de sager, som ligger på bordet i den sportslige ledelse, er spørgsmålet om Andreas Christensens fremtid. Den danske forsvarsspiller har kontraktudløb den 30. juni, men efter den skade, der sandsynligvis holder ham ude resten af sæsonen, har klubben besluttet at tilbyde ham en forlængelse. Det er en flot gestus anført af Joan Laporta og bakket op af den sportslige ledelse. Det fortæller avisen Marca.

Klubben har længe forhandlet med AC's repræsentanter uden at nå til enighed, og Barca ønsker ikke længere, at situationen trækker i langdrag. Derfor er der nu præsenteret et sidste udspil, som ikke står til forhandling. Man forventer et hurtigt svar, og hvis det udebliver, vil man begynde at se efter andre løsninger.

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca har angiveligt tilbudt en kontrakt på to sæsoner, der indeholder flere variabler. Klubben vil som udgangspunkt betale ham halvdelen af hans nuværende løn, men dette beløb kan stige alt efter antallet af spillede kampe. Der er specifikke bonusser, hvis han spiller mellem 30 og 40 procent af kampene, en anden sats ved 40 til 50 procent og en tredje bonus, hvis han runder over halvdelen af kampene. Denne model skyldes Christensens lange skadeshistorik.

I denne og den foregående sæson har forsvarsspilleren kun deltaget i 23 ud af Barcas 106 kampe, hvilket svarer til beskedne 21,7 procent. Det er en meget lav deltagelse, og det er netop årsagen til, at klubben kræver en minimumsdeltagelse på 30 procent af kampene i en sæson for at opretholde aftalen.

Barca betragter det som en stor gestus at tilbyde en forlængelse nu, da det vurderes som svært for spilleren at finde en ny klub direkte efter et langt skadesforløb. Samtidig anerkender man danskerens eksemplariske opførsel, da han aldrig har udtalt sig negativt om klubben.

Bolden er derfor spillet over på Andreas Christensens banehalvdel og han skal nu beslutte, om han vil have fremtiden på plads i Barca, eller om han tager chancen og ser hvad sommerens transfervindue byder på af muligheder.

ac31F
© Getty Images

// Andreas Christensen
.:FORSIDE:.