Avis: Adeyemi bliver Barca-spiller i weekenden
Søren Wennerwald - 18.07.26
// Karim Adeyemi
Det blev heller ikke fredag, at Karim Adeyemi blev bekræftet som ny Barca-spiller eller trænede med holdet. Han var ellers på træningsanlægget for at hilse på Hansi Flick og nogle af de nye holdkammerater.
Det var ventet, at alt ville falde på plads i løbet af fredagen med Adeyemis skifte til Barca, men sådan kom det ikke til at gå. Ifølge avisen Mundo Deportivo trækker det ud med at få alle papirer på plads, inden man kan skride til en officiel bekræftelse af klubskiftet.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det var næppe planen, at det skulle trække så længe ud, for så havde man ikke bedt Adeyemi om at komme til Barcelona allerede onsdag, men han spildte trods alt ikke hele fredagen på sit hotel.
Avisen fortæller, at angriberen tog ud til træningsanlægget Ciutat Esportiva Joan Gamper i bydelen Sant Joan Despí. Her fik han en snak med Hansi Flick og mødte de klubkammerater, der er gået i gang med forberedelserne til den nye sæson.
Det skulle være planen, at Adeyemi definitivt bliver Barca-spiller i dag eller i morgen, og at han derefter straks kan gå i gang med træningen i sin nye klub.
© Getty Images