fbpx

Avis: Ajax bliver årets modstander i Joan Gamper

Peter Vyff - 26.04.26

 


RB Leipzig blev i lang tid meldt som Barcas kommende modstander i Trofeu Joan Gamper, men det kan nu ikke længere lade sig gøre. Nu meldes der i stedet om forhandlinger med Ajax Amsterdam, hvor planen er at hylde Johan Cruyff.

Barca skyder hvert år sæsonen i gang med det traditionsrige Joan Gamper-opgør, hvor man møder en udvalgt modstander. Kampen har udviklet sig til en sand festdag for klubbens fans, der bliver præsenteret for spillertruppen og potentielle nyindkøb, inden holdet tager hul på endnu en sæson.

Artiklen fortsætter under annoncen


Det så i lang tid ud til, at Barca skulle møde RB Leipzig, men parterne har måttet sande, at man ikke kan blive enige om en dato. Catalanerne skulle derfor ifølge avisen Sport være i dybe forhandlinger med Ajax Amsterdam, der lige nu tegner sig som den mest sandsynlige modstander i Joan Gamper.

Udover at klubberne altid har haft et godt forhold til hinanden, skyldes valget af Ajax også, at det er 10 år siden, at Johan Cruyff døde. Hollænderens indflydelse i begge klubber er enorm, og kampen vil således foregå som en hyldest til den tidligere mestertræner og spiller.

Cruyffs indflydelse hos Barca strækker sig over en lang periode, både som spiller og træner, og han formede i høj grad klubbens fodboldmæssige identitet. Det samme gjorde hollænderen hos Ajax, og netop det historiske og følelsesmæssige bånd har været en afgørende faktor i forhandlingerne.

Selvom aftalen endnu ikke er på plads, forventes alt det formelle at blive færdigforhandlet i den kommende uge. Udover hyldesten af Cruyff bliver det også et specielt møde for Frenkie de Jong, der forlod Ajax til fordel for Barca tilbage i 2019.

gamper1F
© Getty Images

// Gamper
.:FORSIDE:.