Avis: Araújo gør klar til comeback efter nytår
Aamer Al-Khatib - 18.12.25
// Ronald Araujo
Det har været en stille periode omkring Ronald Araújo, siden forsvareren valgte at tage en pause fra fodbolden af mentale årsager. Nu er der forlydender om, at han er klar til at gøre comeback efter nytår.
Den uruguayanske anfører har været væk i omkring tre uger efter massiv kritik af sin præstation mod Chelsea i Champions League og har i mellemtiden misset fem kampe for catalanerne. Fraværet har skabt udfordringer for Hansi Flick, som har været tvunget til at justere i bagkæden uden nogen klar tidsplan for Araújos tilbagevenden. Blandt andet har Gerard Martín fået spilletid som midterforsvarer, mens Flick har måttet navigere med begrænsede muligheder i defensiven.
Artiklen fortsætter under billedet

Nu er der dog nyt. Ifølge avisen Marca har Araújo sat en foreløbig dato for sit comeback. Forsvarsspilleren har under sin pause rejst til Israel, hvor han som dybt troende kristen har søgt ro og refleksion i håbet om at finde sig selv igen efter en svær periode.
Rejsen til Israel sluttede i sidste uge, og meldingen er, at opholdet har haft en positiv effekt på både hans mentale og fysiske tilstand. Araújo sigter nu mod at være klar til lokalopgøret mod Espanyol den 3. januar, selv om det endnu er uvist, om han vil være klar til at starte inde.
Inden da vil Araújo tilbringe julen i Uruguay, hvorefter han vender tilbage til Barcelona og genoptager træningen den 29. december. Det bliver første gang, han træner med resten af holdet siden den omdiskuterede Chelsea kamp tidligere på sæsonen.
Selv om Ronald Araújos præstationer ikke har levet op til forventningerne i denne sæson, betragter Flick fortsat hans comeback som vigtigt. Med sin erfaring, fysik og lederskab kan anføreren blive en afgørende brik for Barca i den kommende del af sæsonen, både på og uden for banen.
© Getty Images