Avis: Arsenal vil hente Koundé til sommer
Markus Johannessen - 17.04.25
For få uger siden rapporterede avisen Sport, at Chelsea forberedte at hente Jules Koundé i sommerens transfervindue. Nu har Arsenals sportslige ledelse angiveligt også forelsket sig i Barcas højreback.
Den alsidige Barca-forsvarer blev udpeget som en topprioritet for Chelseas Maresca i hans forsøg på at forny truppen med erfarne og pålidelige spillere. Men Chelsea er ikke den eneste London-klub i Premier League, der har blikket rettet mod franskmanden.
Artetas mandskab søger en defensiv profil på markedet - og Barcas forsvarsstjerne vækker begejstring på Emirates. I det seneste døgn har avisen Sport samt flere engelske medier meldt, at Arsenal har lagt al sin energi i at sikre sig den franske landsholdsspiller, når sæsonen er ovre.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det er ikke første gang, at Arsenal forsøger at lokke Jules Koundé til Emirates, men ifølge disse rapporter er det denne gang mere seriøst. Holdet har vist, at det kan konkurrere med de bedste og kæmpe om titler både i Premier League og europæisk regi. Hvis de eliminerer Real Madrid, står de i semifinalen i Champions League og klubejerne har også garanteret en stor økonomisk investering til sommer, for at tage det sidste skridt mod en ny stor æra. Endelig gør Andrea Bertas tiltrædelse som sportsdirektør i Arsenal kontakten med Barcas ledelse nemmere. Berta har i sin tid som sportschef i Atlético Madrid indgået adskillige aftaler med catalanerne.
Arsenal forhørte sig allerede hos Koundé for nogle måneder siden og er efter sigende klar til at byde omkring 75 millioner euro. Pengene vil uden tvivl falde på et tørt sted i forhold til Barcas økonomi, dog er den franske landsholdsspiller blevet en uundværlig del af Hansi Flicks opstilling. Han har endda selv udtalt, at han er lykkelig Barca-spiller.
Den sportslige ledelse har også udtrykt ønske om at forhandle en forbedring og forlængelse af hans kontrakt, der udløber i 2027, og det kan blive en spændende sommer for Koundé og catalanerne i forhold til forhandlinger og en eventuel budkrig mellem hovedstadsklubberne i Premier League.
© Getty Images// Jules Koundé