Selvom Marc-André ter Stegen fik spilletid i Copa del Rey, er fremtiden usikker for ham. Tyskeren er således et interessant navn på transfermarkedet, og det forlyder nu, at Aston Villa skulle have forhørt sig om ham.
Der forventes ikke den store aktivitet hos Barca, når transfervinduet åbner i næste uge, og eneste kandidat til at forlade klubben er umiddelbart Marc André ter Stegen, der befinder sig bag Joan García og Wojciech Szczesny i målmandshierarkiet. Tyskeren fik dog spilletid i sejren over Guadalajara i Copa del Rey, hvor han leverede en flot præstation.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det er dog ikke noget, der har ændret på Ter Stegens situation hos Barca, og Hansi Flick forklarede kort efter pokalsejren, at Joan García stadig er førstevalget. Den tyske keeper kan derfor være på vej til ny arbejdsgiver, hvilket kan vise sig afgørende for hans plads på Tysklands landshold til næste års VM slutrunde.
Ter Stegen står ikke og mangler interesse, og ifølge avisen Mundo Deportivo skulle Aston Villa have forhørt sig om hans situation. Englænderne skulle tidligere have stillet spørgsmålstegn ved tyskerens fysiske form, men efter at have set ham i Copa del Rey skulle de nu være blevet overbevist.
Spørgsmålstegnet er dog nu, hvorvidt man ønsker at købe eller leje målmanden, da Barca med stor sandsynlighed vil være åben for begge dele. For Ter Stegens vedkommende kan interessen vise sig kærkommen, da Aston Villa har gjort det rigtig godt i denne sæson og er med i kampen om Premier League titlen.
Tyskeren skal dog tage kampen op med Emiliano Martinez, som der dog er blevet sat store spørgsmålstegn ved i sommer. Argentineren har, ligesom Ter Stegen, døjet en del med rygproblemer, og der er således mulighed for, at den tidligere Gladbach spiller kan blive englændernes førstevalg i målet, hvis det skulle ende med et skifte.
© Getty Images// Ter Stegen