fbpx

Avis: Barca arbejder på en række forlængelser

FCBARCELONA.DK - 13.09.26


Det blev et særdeles aktivt transfervindue for Barca denne sommer med en hel del ændringer i truppen. Nu har travlheden lagt sig og i stedet retter man nu blikket indad og kigger på forlængelser med en række spillere.

Hamza Abdelkarim har allerede fået forbedret sin aftale. Den 18-årige angriber viste sin kvalitet i sæsonoptakten og har efterfølgende fået både højere løn og en forhøjet frikøbsklausul. Samtidig er kontrakten blevet forlænget med yderligere et år, til 2030. Nu vil Barca gøre det samme med fire andre unge spillere, som også har vist deres kvalitet.

Artiklen fortsætter under annoncen


En af dem er 19-årige Marc Bernal, som har kontrakt til 2029 og allerede er i dialog med den sportslige ledelse om bedre vilkår. Efter hans knæskade viste klubben sin støtte ved at forbedre aftalen og hæve frikøbsklausulen til 500 millioner euro. Dengang fik midtbanespilleren også et løfte om, at kontrakten ville blive taget op igen, hvis han præsterede godt nok efter sit comeback.

Bernal har levet op til forventningerne, siden han kom tilbage, og derfor er det nu tid til at tage næste skridt. Deco har allerede været i kontakt med hans agent Raúl Verdú.

Også Gerard Martín er med i planerne. Han er en fast del af Flicks hold og har en aftale til 2028 med en frikøbsklausul på 100 millioner euro. Barca vil forlænge kontrakten og hæve både lønnen og klausulen, hvilket spilleren allerede er blevet informeret om.

Xavi Espart er en anden spiller, som klubben vil give bedre vilkår. Han er Flicks store satsning i denne sæson og underskrev i 2025 en kontrakt til 2028, men dengang med registrering og løn som reserveholdsspiller. Nu har han fået et trøjenummer på førsteholdet, og lønnen skal tilpasses derefter. 

For Brian Fariñas har situationen ændret sig, siden han var tæt på at skifte til Girona. Efter Frenkie de Jongs skade valgte Flick at beholde ham, og også han har nu et trøjenummer på førsteholdet. Hans nuværende kontrakt løber til 2028, men lønnen ligger stadig på reserveholdsniveau og skal hæves, så den svarer til hans større rolle. Forventningen er, at den nye aftale skal løbe til 2031.

Ud over de disse unge spillere vil Barca også forlænge med Raphinha, hvis kontrakt udløber i 2028. Det har Deco bekræftet til radiostationen RAC1. I modsætning til arbejdet med flere af de yngre spillere har klubben dog endnu ikke taget konkrete skridt med brasilianeren.

Så selvom transfervinduet er lukket for denne omgang, er der stadig noget at lave på kontorene på Spotify Camp Nou.

gerardmartin3
© Getty Images

.:FORSIDE:.