Avis: Barca forlænger først med Torres til september
Søren Wennerwald - 17.07.26
Kontrakten med Ferran Torres udløber efter denne sæson, men Barca tøver med at forlænge aftalen. Nu er der forlydender om, at det først vil ske, når transfervinduet er lukket, men spørgsmålet er, om Torres vil vente på det.
Barca udskyder forlængelsen med Ferran Torres. Selvom den catalanske storklub har intentioner om at beholde angriberen og forlænge hans kontrakt, har Barca ikke tænkt sig at tage afgørende skridt, før transfervinduet smækker i. Der sker intet før september, og sagen kan derfor trække i langdrag. Det fortæller avisen AS.
Artiklen fortsætter under annoncen
Hovedårsagen er af økonomisk karakter. Da Ferran Torres i sin tid skiftede fra Manchester City til Barcelona, blev der indført en klausul i aftalen, som forpligter Barca til at betale syv millioner euro til den engelske klub, såfremt angriberen forlænger sin kontrakt.
Denne omstændighed tvinger den sportslige ledelse til at time tingene yderst præcist. Lige nu er Barcas absolutte prioritet at få løst de udestående sager på transfermarkedet, hente en central angriber og ikke mindst sikre sig tilstrækkeligt økonomisk råderum under Financial Fair Play til at kunne registrere de nye spillere. Sportsdirektør Deco prioriterer det således højest at få registreret Anthony Gordon, Karim Adeyemi og den nye 9'er, før man kaster sig over forlængelsen med Ferran Torres, som udover en lønforhøjelse altså også vil medføre den ekstra millionudskrivning.
Køreplanen er klar. Barcelona vil vente til september med at gå målrettet efter at forlænge med den valencianske angriber, når transfermarkedet er lukket, og alle spillere er registreret. Det store spørgsmål er herefter, om Ferran Torres vil acceptere dette, eller om han vælger at sætte et punktum for sin tid i den catalanske klub og i stedet anmode om et skifte til PSG, som viser stor interesse. Franskmændene har endnu ikke rettet henvendelse til Barca, men interessen meldes at være reel, og angriberen selv ser bestemt ikke negativt på muligheden for at skifte til de franske mestre.
Barcas plan kan derfor virke risikabel, men klubben er tilsyneladende klar til at løbe risikoen og miste Torres denne sommer, hvis PSG kommer med et attraktivt bud. Der er også risikoen for, at Torres spiller sæsonen færdig i Barca uden at forlænge og dermed kan forlade klubben på fri transfer næste sommer.
© Getty Images// Ferran Torres