Avis: Barca går målrettet efter Rashford her i januar
FCBARCELONA.DK - 11.01.25
// Rashford
Meget tyder på at der er bevægelse omkring Marcus Rashford i vinterens transfervindue. Manchester United vil tilsyneladende gerne af med ham og nu er der forlydender om, at Barca vil leje kantspilleren for resten af sæsonen.
Rashfords tid i Manchester United ser ud til at ende her i januar måned og flere klubber står klar til at overtage den 27-årige angriber, der hovedsagligt huserer på venstre kant. AC Milan, Juventus, Dortmund og Galatasaray nævnes som mulige destinationer for englænderen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Rashford selv menes dog at foretrække et skifte til Barca og her meldes interessen gensidig. Hansi Flick har angiveligt givet sportsdirektør Deco grønt lys til at hente angriberen allerede her i januar, hvis det er muligt.
Planen skulle gå på, at Barca vil leje Rashford for resten af sæsonen og skabe plads i lønregnskabet, ved at sige farvel til en eller flere spillere. Her nævnes navne som Ansu Fati, Ronald Araujo og Eric García.
United er næppe interesseret i blot en kort lejeaftale og derfor forventes det, at Barca må acceptere en købspligt til sommer. Rashfords markedsværdi ligger på 55 mio. euro ifølge transfermediet Transfermarkt, så det ligner ingen billig transaktion for Barca.
© Imago