fbpx

Avis: Barca har allerede udset sig Flicks arvtager

Markus Johannessen - 06.06.26

 


Tilliden til Hansi Flick er fortsat enorm i Barcelona. Den tyske cheftræner har netop forlænget sin kontrakt frem til sommeren 2028 med en option på yderligere et år, men ledelsen ønsker at være på forkant og drøfter allerede hans afløser.

Selvom Flick fortsat er den ubestridte førsteprioritet på trænerposten, er klubben samtidig begyndt at tænke langsigtet. Tyskeren har ved flere lejligheder gjort det klart, at han ikke forestiller sig en meget lang karriere på bænken, og at han sandsynligvis vil stoppe som træner, når hans tid i Barca en dag er forbi.

Da Pep Guardiola tidligere annoncerede sin afgang fra Manchester City efter et årti i klubben, brugte Flick lejligheden til at understrege sin egen holdning.

'At være ti år i samme klub på det niveau er utroligt. Selv når tingene ikke har fungeret, har Pep håndteret det fantastisk. Hans hold finder altid løsninger og udvikler sig konstant, men jeg tror ikke, I kommer til at se mig være her i 10 år,' sagde Flick med et smil.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Ifølge oplysninger fra avisen Sport og kanalen Catalunya Ràdio har Barca allerede udpeget en klar favorit til at overtage holdet, når Flick en dag vælger at stoppe.

Det handler om Cesc Fàbregas, der i øjeblikket står i spidsen for Como 1907. Den tidligere Barca-profil har imponeret stort som træner og har netop ført den italienske klub frem til deres første kvalifikation til Champions League nogensinde.

Ifølge de ovenstående medier er der allerede blevet ført indledende samtaler mellem parterne, og der skulle være en særdeles god relation mellem Fàbregas og klubbens ledelse, herunder Joan Laporta og Deco.

Barca ønsker angiveligt, at den nuværende Como-træner holder mulighederne åbne frem mod 2028, enten ved at lade sin kontrakt udløbe på det tidspunkt eller ved at sikre sig en klausul, der gør et skifte til Barca muligt.

Et andet navn, der fortsat vækker begejstring i Barcelona, os Luis Enrique. Den tidligere Barca-træner har netop ført PSG til endnu en Champions League-triumf og regnes fortsat blandt verdens absolut bedste trænere.

Hans stærke tilknytning til Barca og klubbens identitet gør ham til en naturlig kandidat i mange fans' øjne samt for ledelsen på kontorerne i den catalanske hovedstad.

En tilbagevenden virker dog vanskelig under de nuværende omstændigheder. Ifølge flere spanske medier passer Luis Enriques arbejdsmetoder og hans meget lukkede stab ikke nødvendigvis ind i de nuværende strukturer omkring klubben. Samtidig forventes han at forlænge sin aftale med PSG frem til 2030, hvilket yderligere komplicerer et muligt comeback på Camp Nou.

Derfor peger pilen i øjeblikket kun i én retning, nemlig at Cesc Fàbregas er den træner, Barca ser som den mest oplagte arvtager, når Hansi Flick en dag vælger at afslutte sin tid i den catalanske hovedstad.

flick133F
© Getty Images

// Luis Enrique // Cesc Fàbregas // Hansi Flick
.:FORSIDE:.