fbpx

Avis: Barca henter det tyrkiske stortalent Emre Demir

Rune Stentoft Arlbjørn - 31.08.21

© Getty Images
// Emre Demir

Emre Demir på 17 år er i de seneste uger blevet sat i forbindelse med et skifte til Barca, men nu skulle den være god nok. Barca henter det tyrkiske stortalent til klubben fra næste sæson, skriver den catalanske avis Sport.

Der er tale om en dygtig og lovende ung offensivspiller, som kan gøre sig gældende på den offensive midtbane og kanterne. Emre Demir fik sin debut i den tyrkiske liga for to sæsoner siden som 15-årig, men nu er han på vej til Barca.

Ifølge den catalanske avis Sport betaler Barca fire mio. euro til Emre Demirs klub Kayserispor plus variabler og klausuler, som kan blive udløst senere hen. Aftalen ligner meget den som Barca indgik med Las Palmas, da de hentede Pedri i den kanariske klub i 2019.

Planen med Emre Demir er, at han spiller sæsonen færdig med Kayserispor og slutter sig til Barca B i næste sæson, altså fra sæsonen 2022/23. I januar bliver Emre Demir 18 år, men det er ikke udelukket, at han slutter sig til Sergi Barjuáns mandskab allerede efter årsskiftet.

Emre Demir er et af de helt store talenter i Tyrkiet og i verden lige nu. Han har tidligere været til prøvetræning i La Masia og hos PSG, men uden at få en kontrakt. Nu har Barca fået øjnene op for ham igen og står til at sikre ham foran flere andre storklubber.

Emre Demir er ikke at forveksle med B-holdets Yusuf Demir, som denne sommer skiftede til B-holdet fra østrigsk fodbold. Yusuf Demir er vokset op i Østrig, men han har rødder fra Tyrkiet.

.:FORSIDE:.