Avis: Barca vil spille på Montjuic næste sæson
Søren Wennerwald - 14.07.26
Barca har anmodet La Liga om tilladelse til at spille hele første halvdel af den næste sæson, 2027/28, på Estadi Olímpic Lluís Companys på Montjuic-bjerget. Det skyldes, at der skal overdækning på Spotify Camp Nou.
Arbejdet med moderniseringen af Spotify Camp Nou skrider fremad, og efter planen skal arbejdet med overdækningen indledes i juni 2027. Selvom det forventes, at byggeriet kun vil vare fire og en halv måned, frem til midten af oktober, har Barca valgt at lægge en konservativ plan. Det beretter avisen Sport.
Artiklen fortsætter under annoncen
La Liga med Javier Tebas i spidsen har endnu ikke svaret på anmodningen fra Barca, som har foretrukket at være på den sikre side i tilfælde af eventuelle forsinkelser, der kunne trække arbejdet i langdrag. Derfor har man i Barca besluttet at spille alle efterårets hjemmekampe, inklusiv opgørene i Champions League-gruppespillet, på Montjuïc. En af årsagerne til denne beslutning er, at UEFA's regelsæt foreskriver, at et hold skal afvikle hele det indledende gruppespil på det samme stadion.
Barca har således planer om at vende tilbage til det stadion, hvor de i forvejen spillede i to sæsoner i træk, i 2023/24 og 2024/25. Derudover spillede Hansi Flicks mandskab fem kampe på Estadi Olímpic Lluís Companys i begyndelsen af den seneste sæson samt to opgør på Estadi Johan Cruyff, inden holdet vendte hjem til Spotify Camp Nou.
I denne sæson, som netop er skudt i gang i går med de obligatoriske lægetjek, vil FC Barcelona spille samtlige sine hjemmekampe på eget græs. Den 19. august spiles Trofeu Joan Gamper, mens den første officielle kamp på Spotify Camp Nou bliver den 29. eller 30. august mod Rayo Vallecano, efter at åbningskampen mod Athletic Club blev udsat, fordi begge klubber har spillere med i VM-semifinalerne.
I løbet af 2026/27-sæsonen vil tilskuerkapaciteten løbende blive øget fra de nuværende 62.000 tilskuere til det endelige antal på 105.000, men det bliver altså uden overdækning.
© Getty Images// Camp Nou