Avis: Chelsea viser interesse for Ter Stegen
Markus Johannessen - 29.10.25
Situationen omkring Marc-André ter Stegen er fortsat et af de åbne spørgsmål på Barcas kontorer. Den tyske keeper meldes ikke længere afvisende overfor et skifte til januar og nu melder Chelsea sig på banen.
Efter 11 sæsoner som førstevalg i målet har skadet betydet, at den tyske målmand gradvist har fået en mindre fremtrædende rolle, mens hans høje løn er blevet et voksende problem i klubbens økonomi.
Med tilgangen af Joan García for omkring 25 millioner euro og forlængelsen med Wojciech Szczesny, er vejen tilbage til fast spilletid blevet vanskelig for den 33-årige keeper. Tidligere afviste Ter Stegen alle tilbud, men billedet ser nu ud til at have ændret sig.
Artiklen fortsætter under annoncen
Ter Stegen ved, at han skal have fast spilletid i foråret 2026, hvis han vil gøre sig gældende som førstevalg for Tyskland ved det kommende VM - den første store turnering, hvor han kan overtage pladsen efter Manuel Neuer.
Både Monaco, Newcastle, Tottenham og Manchester United har haft tyskeren på radaren og nu melder avisen Sport, at Chelsea også har forhørt sig om situationen. Hos Chelsea leder Enzo Maresca nemlig efter konkurrence til Robert Sánchez, der ikke helt har overbevist som førstemålmand.
En løsning kan være en lejeaftale frem til sommer, men et permanent salg er også på bordet. En afsked mellem Barca og Ter Stegen vil ikke blot skabe sportslig forandring for målmanden, som mangler en rolle med mere ansvar - det vil også lette klubbens lønbudget markant, hvilket er et vigtigt punkt i forhold til La Ligas Fair Play-regler.
For nuværende er fokus dog på, at Ter Stegen kommer helt over sine skader efter flere fysiske problemer de seneste sæsoner. Når han er tilbage i fuld form, skal klub og spiller tage en fælles beslutning om hans fremtid.
© Getty Images// Ter Stegen