Avis: Deco i Belgien for at forhandle om Bisiwu
Søren Wennerwald - 09.02.26
// Jesse Bisiwu
Jagten på fremtidens stjerner fortsætter for sportsdirektør Deco, der meldes i direkte kontakt med repræsentanter for Club Brugges Jesse Bisiwu. Den 18-årige kantspiller nævnes som en seriøs mulighed til sommer.
Det er avisen Sport, der beretter, at Deco netop har været i Belgien for at mødes med Jesse Bisiwus bagland. Baggrunden for mødet var at sondere terrænet for en aftale til sommer.
Sport har været i kontakt med Club Brugge, der afviser at være blevet kontaktet af Barca, så der er endnu ingen dialog mellem klubberne. Brugge meldes opsatte på at forlænge med Jesse Bisiwu, hvis kontrakt udløber i 2027. Det kan dog blive svært, for udover Barca meldes andre store klubber også interesserede.
Artiklen fortsætter under annoncen
Barcas plan er at gøre yderligere fremskridt i de kommende måneder og få operationen godt på skinner, så den kan færdiggøres i juni 2026. Der er endnu ikke underskrevet noget, men der er allerede taget vigtige skridt. Spilleren prioriterer Barca højt, lokket af muligheden for at udvikle sig i en struktur, der satser massivt på unge talenter.
Profilmæssigt markerer Jesse sig først og fremmest som venstrekant. Han er især kendt for sine stærke en-mod-en-kvaliteter, sin eksplosive fart, sin tætte boldkontrol i små rum og en frygtløs offensiv mentalitet. Samtidig bidrager han med et højt arbejdsniveau og konstant pres, og han fremstår som en spiller med stor personlighed på banen. Sådan en profil vurderes at passe perfekt til Hansi Flicks projekt.
© Getty Images