Barca tager i aften hul på Champions League med en hård udekamp mod Newcastle. Hansi Flick har store overvejelser omkring sin startopstilling, og det forlyder nu, at der muligvis kan blive plads til Andreas Christensen.
Champions League er tilbage, og Barca skal i aften forsøge, at få en god start på turneringen med en sejr over Newcastle på St. James Park, men det bliver på ingen måde nemt at slå englænderne, der er stærke på hjemmebane.
Artiklen fortsætter under annoncen
Cheftræneren står derfor med en svær beslutning, når startopstillingen skal findes, blandt andet i det centrale forsvar. Det skriver avisen Mundo Deportivo, der specifikt nævner, at Flick overvejer at gøre brug af Andreas Christensen fra start, selvom han ingen spilletid fik senest mod Valencia.
Den mulige ændring skyldes blandt andet englændernes spillestil, hvor der kræves en positionsstærk forsvarsspiller, der samtidig kan spille bolden op dybt fra forsvaret og lette trykket på midtbanen. Den 29-årige dansker besidder alle kvaliteter, og det er derfor ikke uden grund, at Flick overvejer at gøre brug af ham.
AC har samtidig stor erfaring med at spille mod engelsk hold efter tiden hos Chelsea, og han ved derfor, hvilket pres Newcastle kommer med. Forsvarsspilleren viste derudover farlighed foran målet i den seneste landskampspause, hvor han scorede et flot mål mod Grækenland.
Det er derfor ikke usandsynligt, at danskeren danner makkerpar med Pau Cubarsí i morgen aften. Ronald Araújo meldes dog også i spil, da hans fysiske styrke kan vise sig værdifuld overfor Newcastles nyindkøb, Nico Woltemade, der måler 198 centimeter, og kan vise sig som en stor trussel i luftrummet.
© Getty Images// Andreas Christensen // Hansi Flick