fbpx

Avis: Frenkie de Jongs fremtid i Barca er tvivlsom

Markus Johannessen - 04.11.24

 


Frenkie de Jong er i gang med sin sjette sæson i Barca og ser ud til igen at have udfordringer med at finde sin optimale position på holdet. I de catalanske medier finder man det usandsynligt, at han er i klubben efter 2026. 

Situationen omkring Frenkie de Jong bliver mere og mere udfordrende. Allerede sidste sæson gav De Jong selv udtryk for utilfredshed over historierne i medierne om hans løn, og samtidig har spanske og catalanske sportsjournalister kommenteret, at han aldrig helt har levet op til det potentiale, som klubben så, da de betalte 80 millioner euro for ham fra Ajax Amsterdam.

Hans præstationer har været præget af svingende resultater, og han har aldrig for alvor set ud til at finde sin ideelle rolle på holdet. Da han blev hentet til klubben, var forventningerne store til ham som en potentiel stjernespiller, der kunne spille en central rolle på Barcelonas fremtidige midtbane.

Allerede fra begyndelsen pegede De Jongs spillemåde mod en plads som defensiv midtbanespiller, men i hans første La Liga-kamp for klubben mod Athletic Bilbao i september 2019, fungerede midtbanen ikke optimalt. Busquets blev bænket for at give De Jong chancen, men nederlaget til baskerne førte til, at planen blev ændret. Herefter spillede De Jong mest som en mere offensiv midtbanespiller, mens Busquets beholdt sin faste plads.

Artiklen fortsætter under annoncen


Sæsonen 2019-20 var specielt udfordrende på grund af COVID-pandemien og et trænerskifte, da Quique Setién overtog efter Valverde. Setién placerede ham også som offensiv midtbanespiller, men det blev desværre en udfordrende sæson med et skrækkeligt Champions League-exit, hvilket man dog ikke alene kan klandre hollænderen for. 

Da Ronald Koeman kom til som træner i sæsonen 2020-21, blev forventningerne skruet op, da de to kender hinanden fra det hollandske landshold. Men med Pjanics ankomst forblev De Jong i en udefineret rolle. Koeman eksperimenterede endda med at bruge De Jong som forsvarsspiller, og i et katastrofalt nederlag til Benfica i Champions League spillede han som forsvar i stedet for Piqué. Eksperimentet mislykkedes, og Koeman blev fyret kort tid efter.

Med Xavi som træner blev De Jong for det meste brugt som offensiv midtbanespiller, mens Busquets beholdt sin rolle som defensiv midtbanespiller. Med Busquets’ efterfølgende afgang til Inter Miami, kunne man have forventet, at De Jong fik mere ansvar længere nede i banen, men i stedet blev Oriol Romeu hentet ind til rollen. Da Romeu røg ud af rotationen, begyndte Xavi at bruge Andreas Christensen som alternativ på positionen frem for den 27-årige hollænder.

Denne sæson har været præget af en ankelskade, som har holdt De Jong ude af flere kampe, men da han vendte tilbage i El Clásico på Santiago Bernabéu, gjorde han det godt på den defensive midtbane. Dog blev han bænket mod Espanyol, hvilket han angiveligt tog tungt. Med Pedri og Dani Olmo i topform på midtbanen ser det svært ud for De Jong at genvinde sin status som fast starter, især når både Gavi og Eric García også presser på om spilletid.

De Jongs kontrakt løber til 2026, men en beslutning om hans fremtid er påkrævet allerede denne sommer. Ifølge den catalanske avis Sport, er både Barca og hollænderen i overvejelse om nye udfordringer vil være det bedste for ham. Manchester United, Bayern München og PSG har ikke lagt skjul på deres interesse og derudover melder avisen Sport også, at flere engelske- og samtlige italienske topklubber allerede har meldt sin interesse, hvad angår den hollandske landsholdsspillers underskrift. 

// Frenkie de Jong
.:FORSIDE:.