Avis: Gamper-opgør kan åbne for 60.0000 tilskuere
Aamer Al-Khatib - 28.06.25
Når Barca den 10. august spiller Gamper-opgøret på Spotify Camp Nou mod Como, kan det ske foran langt flere tilskuere end først antaget. Klubben arbejder angiveligt på at få adgang til 60.000 tilskuere.
Onsdag kunne Barca offentliggøre, at man vender retur til Spotify Camp Nou, dog udelukkende til Joan Gamper-opgøret, der spilles den 10. august. Ifølge avisen Sport arbejder klubben nu på at tillade op mod 60.000 fans adgang – en markant stigning fra de oprindeligt planlagte 25.000.
Oprindeligt var tanken, at kampen skulle fungere som en slags test med begrænset tilskuertal for at vurdere banens stand, tilskuerflow og stadionets nye faciliteter. Men med byggeriet i hurtig fremdrift og en spirende optimisme omkring projektets tilstand, er planerne nu blevet opjusteret.
Artiklen fortsætter under annoncen
Bygningsarbejdet, som udføres af det tyrkiske firma Limak, har overgået forventningerne. Både første og anden tribunesektion forventes at være klar til kampdag og vil tilsammen kunne rumme op mod 60.000 tilskuere. Den øverste tribunesektion vil dog fortsat være under renovering og færdiggøres i løbet af sæsonen.
For at imødekomme det høje tilskuerantal forbereder klubben sig nu på at gennemføre en fuld belastningstest, der skal godkendes af byens myndigheder. Barca har allerede indsendt ansøgninger om de nødvendige tilladelser, og selvom tidsplanen er stram, er klubben fortsat optimistisk.
Selve Gamper-kampen bliver dermed et symbolsk vendepunkt og en spektakulær åbning af stadionet, som klubben ikke har spillet på siden 2023. Den officielle genåbning forventes at ske i september – lige i tide til Champions League-ligafasen, som UEFA kræver skal afvikles på samme stadion.
Barca har bedt La Liga om at spille sæsonens tre første ligakampe på udebane, så alt kan være klart til hjemmekampen i fjerde spillerunde. Hvis alt går efter planen, kan det blive en både følelsesladet og festlig tilbagevenden for både spillere og fans til klubbens ikoniske hjemmebane.

// Camp Nou // Gamper