fbpx

Avis: Gavi kritiserer håndteringen af Dros afgang

Markus Johannessen - 29.01.26

// Gavi // Pedro Fernández Dro

Afgangen af Dro har ikke kun vakt opsigt uden for banen. Internt i truppen har sagen også sat spor, og ifølge catalanske medier har Gavi personligt taget kontakt til den sportslige ledelse for at udtrykke sin skuffelse over hændelsen.

Det har efterhånden fyldt meget internt i Barca, blandt fans samt hos etablerede og sociale medier, at 18-årige Dro har valgt at udvikle sin seniorkarriere i Paris Saint-Germain frem for Barca. I takt med nyhederne om hans exit blev det berettet, at Hansi Flick og den sportslige ledelse var stærkt skuffede over beslutningen – og nu reagerer spillerne også.

Særligt Gavi, den temperamentsfulde midtbanespiller, som er kendt for at stå skulder ved skulder med sine holdkammerater, mente, at klubben ikke havde gjort nok for at holde på Dro. Det melder den catalanske avis Sport.

Artiklen fortsætter under annoncen


Midt i spændingerne, efter en træning, gav Gavi efter sigende klart udtryk for sin utilfredshed over for trænerstaben. Han mente, at bedre håndtering af Dros spilletid og et par ekstra muligheder på banen sandsynligvis havde fået ham til at blive. Her havde han angiveligt særligt påpeget kampen mod Guadalajara, hvor Dro ikke fik et eneste minut og forlod stadion tydeligt påvirket.

Gavi deler godt nok agent med Dro, men det lader ikke til at have noget med den 21-årige midtbanespillers reaktion at gøre. Først og fremmest er han en spiller, der konsekvent kæmper for sin klub og sine holdkammeraters interesser. Derfor brød han sig ikke om, hvordan sagen endte. Barca får godt otte millioner euro ind, hvilket på længere sigt ikke er prangende, hvis talentet ender med at række så langt, som man i Barca har vurderet – et talent, der allerede havde imponeret, når han fik chancen på banen.

Hos Flick er Dro-kapitlet nu lukket. Den tyske cheftræner mener ikke, at han har behandlet spilleren uretfærdigt. Dro blev løftet direkte fra U19-holdet uden et egentligt ophold hos Barca Atlètic, før han begyndte at få spilletid for førsteholdet. I den sidste fase, fra november til januar, blev minutterne færre, men konkurrencen var hård, og Flick traf sine valg.

Dog ses det endnu engang på Gavis reaktion, at den passionerede Barca-profil lever og ånder for logoet – og altid vægter klubben og det store billede højere end egne interesser.

gavi18F
© Getty Images

.:FORSIDE:.