Avis: Inter fører kapløbet om Joao Cancelo
Søren Wennerwald - 05.01.26
// Joao Cancelo
João Cancelo har på det seneste været sat i forbindelse med Barca som en forstærkning til den bagerste kæde, men selvom interessen skulle være reel, meldes Inter nu i konkrete forhandlinger med spillerens agent.
Cancelo vil gerne væk fra Al-Hilal, og det skal meget gerne ske i dette vinters transfervindue, så drømmen om en VM-deltagelse med Portugal kan holdes i live. Samtidig meldes Al-Hilal klar til at slippe højrebacken.
Artiklen fortsætter under annoncen
Hansi Flick ønsker at styrke sit forsvar med en central forsvarsspiller, men når Cancelo alligevel meldes som et emne, skyldes det, at hans tilgang vil give Barca-træneren alternativet at bruge Jules Koundé centralt i forsvaret i stedet for på højre back.
Den helt store udfordring er dog Cancelos lønkrav, for her vil Barca få svært ved at være med. Derfor er catalanerne lige nu tilbageholdende, og det har Inter tænkt sig at udnytte. Ifølge avisen Sport er italienerne i forhandlinger med agenten Jorge Mendes om et skifte her i januar.
Avisen fortæller dog samtidig, at Cancelo foretrækker at vende tilbage til Barca, som han spillede for i sæsonen 2023/24 på lån fra Manchester City. Det blev en stor succes med 42 kampe og fire mål.
Spørgsmålet er dog, hvor målrettet Barca arbejder videre med Cancelo. Deco ventes at sondere spillermarkedet for andre kandidater, der kan opfylde Hansi Flicks ønske, og der kommer næppe nogen afklaring før sidst i transfervinduet. Det er dog usikkert om Cancelo er klar til at vente så længe.
© Getty Images