Der meldes om stor tilfredshed hos Barca over udviklingen hos Roony Bardghji. Onsdag leverede han varen med et mål og to assist, og svenskeren ligner allerede en rigtig gode investering, både sportsligt og økonomisk.
Den unge svensker kom relativt ubemærket til klubben i sommer, men internt har man længe haft et vågent øje på kantspilleren. Og nu begynder han for alvor at levere afkast på den tillid, han er blevet vist.
Da Barca hentede Roony Bardghji i FC København for omkring to millioner euro, var der mange, der troede, at han i første omgang var tiltænkt en rolle som ren forretning. Men sådan hang det ikke sammen. Sportsdirektør Deco havde fulgt ham i flere år og fastholdt interessen, selv da svenskeren i foråret 2024 pådrog sig en alvorlig korsbåndsskade. I klubben var man overbevist om, at han ville blive et sikkert og værdifuldt køb.
Artiklen fortsætter under annoncen
Konkurrencen er fortsat benhård, ikke mindst fordi Roony spiller på samme position som Lamine Yamal. Alligevel har svenskeren accepteret udfordringen og formået at udnytte de chancer, han har fået. Semifinalen i Supercopa de España mod Athletic Club Bilbao blev et tydeligt bevis på netop det, da han var blandt kampens mest iøjnefaldende profiler.
Flick har fra start haft stor tiltro til Roony og insisterede på, at han skulle være en del af førsteholdstruppen. Træneren har også gjort det klart, at kantspilleren ikke var til salg i vinterens transfervindue. Tilliden går begge veje, og Roony har selv været fast besluttet på at slå igennem i Barcelona frem for at søge spilletid andetsteds.
Præstationen mod Bilbao taler sit tydelige sprog. Han leverede mål, oplæg og et højt pasningsniveau i de 72 minutter, han var på banen. Efter kampen lagde han heller ikke skjul på sin begejstring over både kampen og holdets dominans, og han understregede sin sult efter mere spilletid, især med en finale i vente.
For Barca er der også et økonomisk perspektiv, som vækker tilfredshed. Klubben, der fortsat er presset økonomisk, ser allerede værdien af investeringen vokse markant. Roony Bardghjis markedsværdi er steget kraftigt på kort tid til 10 mio. euro ifølge mediet Transfermarkt, hvilket giver et afkast på 500% på et halvt år og det stopper næppe der.
Den flotte udvikling fik tidligere i dag Barca til at forfremme Roony til førsteholdsspiller og give ham trøje nummer 19 i en klar anerkendelse af svenskeren.
Ifølge avisen Marca klapper man i klubben ikke kun hænderne over et godt køb, men også over en spiller, der leverer, når han får chancen, og opfører sig eksemplarisk både på og uden for banen.
© Getty Images// Roony Bardghji