Magnus Wind - 26.11.19
© Getty Images I følge den catalanske sportsvis Mundo Deportivo, så kommer Lionel Messi til at vinde dette års Ballon d'Or efter en sæson, hvor argentineren har været altdominerende i europæisk fodbold.
Barcas Lionel Messi er en af topfavoritterne til at vinde dette års Ballon d'Or, som bliver uddelt på mandag den 2. december i Paris. Denne tirsdag meddeler den catalanske avis Mundo Deportivo, at det bliver den argentinske troldmand, som vinder prisen.
Ifølge avisen skulle en delegation fra magasinet France Football, som står for at uddele prisen, mandag have været i Barcelona for at informere Messi om, at han vinder Ballon d'Or. Her skulle man samtidig have lavet et interview med angriberen.
Det er 182 journalister, som skal afgive deres stemmer, hvorefter spilleren med flest stemmer bliver kåret som vinderen. Desuden så kunne Messis seneste Instragram-aktivitet godt signalere, at han vinder kåringen, da en video viser argentineren stå og kigge på sine fem Ballon d'Or-trofæer.
Barca-spilleren var altdominerende i sidste sæson, som kåringen tager udgangspunkt i, hvor Messi scorede hele 51 mål i 50 kampe. Derudover bidrog han også med 22 assists i en sæson, hvor catalanerne vandt La Liga.
De andre topkandidater, som Messi skal konkurrere med, er blandt andre Virgil van Dijk, Cristiano Ronaldo og Kylian Mbappé, hvor forleden udtalte, at det er argentineren, der fortjener at vinde dette års Ballon d'Or.
