FCBARCELONA.DK - 04.05.20
Det er efterhånden ingen hemmelighed, at Neymar drømmer om at vende tilbage til Barca. Senest skulle brasilianeren have takket nej til en kontraktforlængelse med PSG, som ville have indbragt ham en bonus på vanvittige 750 mio. kroner.
Det er den catalanske avis Mundo Deportivo, som mandag kan afsløre, at PSG for nyligt har tilbudt Neymar en særdeles lukrativ kontraktforlængelse. For at sikre brasilianerens underskrift skulle PSG have tilbudt angriberen en bonus på svimlende 100 mio. euro, svarende til knap 750 mio. danske kroner, som et engangsbeløb. Derudover skulle PSG have tilbudt Neymar at forstætte på sin nuværende løn, som lyder på 50 mio. euro om året.
Ifølge Mundo Deportivo skulle Neymar dog have afvist de 100 mio. euro og at forlænge sin kontrakt. Årsagen er uden overraskelse, at brasilianeren vil tilbage til Barca. I den forbindelse vil det til sommer være FIFA, som fastsætter prisen. Den skulle ifølge hans agent Wagner Ribeiro lyde på 164 mio. euro.
Den catalanske avis meddeler ydermere, at Neymar har meddelt Barca, at han vil nøjes med det halve af den løn, som han har i PSG. Det svarer til hvad Neymar tjente i Barca i 2017. Brasilianeren skulle dog have aftalt med Barca, at hvis et skifte gennemføres, så vil han modtage de 30 mio. euro, som parterne for nyligt har kæmpet om i retten.
Det helt store spørgsmål bliver, om Barca overhovedet kan gennemføre så stor en handel til sommer. Corona-situationen har nemlig sat en helt ny økonomisk dagsorden hos de største klubber i Europa og flere eksperter mener, at man næppe får handler at se på over 50 mio. euro.