Avis: Olmo og Victor kan indskrives uden problemer
FCBARCELONA.DK - 25.12.24
For nogle uger siden forsikrede sportsdirektør Deco om, at Barca nok skulle få indskrevet Dani Olmo og Pau Victor for resten af sæsonen. Det bakkes nu op af meldinger om, at Barca har en løsning klar, hvis en anlagt retssag glipper.
Olmo og Victor kunne kun indskrives for den første halvdel af sæsonen på grund af La Ligas økonomiske fairplay-regler. Derfor har der været spekuleret meget i, om Barca risikerer ikke at kunne bruge de to spillere efter årsskiftet.
Artiklen fortsætter under annoncen
Barca har for nylig bedt La Liga om at indskrive Olmo og Victor, med henvisning til den nye indbringende aftale med Nike, samt at den langtidsskadede Ter Stegens løn kan bruges til at skabe plads i regnskabet. Det har La Liga afvist og det har fået Barca til at gå rettens vej. Her har de bedt om at La Ligas afgørelse udsættes, indtil at den kan prøves ved en domstol. Her falder afgørelsen på fredag.
Får Barca ikke medhold, har de angiveligt allerede en plan B klar. Det fortæller avisen Sport. Klubben kan sælge rettighederne til de nye VIP-lounges på det nye Spotify Camp Nou. De har allerede forhandlet en aftale på plads, men vil gerne have mere tid til at få en endnu bedre aftale i hus, og derfor er håbet at vinde i retten på fredag.
Der skulle derfor ikke være tvivl om indskrivningen af Dani Olmo og Pau Victor. Det handler angiveligt udelukkende om, hvordan det skal gøres.
© Imago// Dani Olmo // Pau Victor